0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mere krig

Bush i en blindgyde.

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kan voldsspiralen i Irak brydes?

Præsident Bush mener, at det kan ske ved at sende flere amerikanske soldater til Bagdad og ved at presse shiaflertallets regering til at behandle sunnimindretallet lidt bedre. Hans ny strategi er et fremskridt, i og med at den direkte og indirekte er en erkendelse af en lang stribe amerikanske fejl. Men den er ikke indledningen til en amerikansk tilbagetrækning. Og det er meget svært at tro på, at mere amerikansk vold kan bremse det had, den frygt og den stadig mere rå magtkamp, der er bygget op gennem mange måneders stadig mere omsiggribende myrderier i et i virkeligheden statsløst Irak.

Hvis voldsspiralen overhovedet kan brydes, kræver det en massiv politisk og diplomatisk indsats. Alle Iraks nabolande og hele det internationale samfund skal presse på for at fremme og understøtte en national forsoning. Men på det punkt nøjes USA lige nu med fortsat at true og isolere Iran og Syrien og opfordre Iraks øvrige naboer, der er regeret af sunnier, til at støtte den shiaregering, som USA støtter. Paradokset illustrerer, hvor lille USA’s manøvrerum er.

DEN NYE form for oprørsbekæmpelse, som amerikanerne nu vil forsøge sig med i Bagdad, kan muligvis rense det ene eller det andet kvarter for væbnede modstandere. Men det vil med sikkerhed koste større tab – både blandt de amerikanske soldater og den civile befolkning. Om gevinsten i form af ’rensede’ kvarterer vil være det værd, og om USA’s tålmodighed her virkelig vil være større end oprørernes og militsernes, er tvivlsomt.

Grundlæggende fastholder USA’s præsident en strategi, der går ud på at forandre, ikke stabilisere, Mellemøsten. Bush har ret i, at regionen har brug for forandringer. Men den tragiske kendsgerning er, at USA’s visionære målsætning indtil nu kun har destabiliseret, ja, på det nærmeste knust Irak – uden for alvor at forandre det til det bedre. Står de provestlige og prodemokratiske kræfter i Mellemøsten stærkere, end de gjorde for fire år siden, da Irak blev invaderet? Mildest talt ikke.

Diplomatiske og politiske løsninger forudsætter nu engang, at man tilgodeser de parter, der er. At man kunne ønske sig bedre parter, end dem Mellemøsten både i og uden for Irak byder på, er indlysende. Men vil man ikke arbejde diplomatisk og politisk med de parter, der er, ender man med at bekrige dem. Udviklingen i Irak i de sidste 3-4 år viser, at den slags krige kan USA ikke vinde. Den virkelighed vil Bush ikke se.

ts

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere