Da statsministeren for få måneder siden holdt sin åbningstale i Folketinget, anså han den danske indsats i Irak for at være en afgørende del af den store kamp mellem tyranni og frihed, hvori intet kompromis kan tænkes. Voldsorgiet og opløsningen i Irak nævnte han ikke med et ord. Nu trækker han de danske soldater ud. Når regeringen lægger kursen om, skyldes det helt åbenbart, at Irak er blevet det, man i den politiske jargon kalder en tabersag. Hvis Anders Fogh havde fastholdt det danske engagement i en situation, hvor et stort og stigende flertal af danskerne vender sig imod det, var han kommet til at betale en stadig stigende indenrigspolitisk pris. Danmark og de danske soldater kan prise sig lykkelige for, at vi har en statsminister, der ikke er helt så stædig som præsident Bush. Den egentlige forklaring er, at Anders Fogh gerne vil genvælges næste gang, hvorimod præsident Bush ikke har mulighed for at genopstille. Den indenrigspolitiske tabersag i Danmark er for irakerne en fortløbende tragedie. Det bliver værre og værre, og det er ikke til at få øje på løsninger. Heller ikke en amerikansk tilbagetrækning vil nødvendigvis bedre situationen. Det sidste spinkle håb om en løsning, hvor USA ydede et konstruktivt bidrag til at begrænse skaderne, smuldrede, da Bush fejede Baker-Hamilton-rapporten af bordet. Lige nu er der kun elendighed forude. NÅR NOGET er gået galt, gælder det om at lære af det. Men det forudsætter, at man ser virkeligheden i øjnene. Af politiske grunde sminker regeringen virkeligheden med utroværdige begrundelser, symbolske helikoptere, rådgivere og penge, der skal holde de irakere, vi har svigtet, væk fra Danmarks grænser. Man må håbe, at symbolerne, der også er levende mennesker, ikke kommer til at betale prisen for bedraget. Det var en overraskende og forkert beslutning, Folketingets flertal traf, dengang det vedtog, at Danmark skulle deltage i det amerikanske eventyr, uanset splittelsen i både NATO, EU og FN. Skeptikerne dengang har desværre fået endnu mere ret, end de kunne ane. Vores lille danske del af den store selvransagelse, der vil komme i kølvandet på Irakkatastrofen, må starte med en debat om, hvordan det kunne gå så galt. Beslutningen i dag markerer begyndelsen til, hvad der bør blive nogle af de mest massive tømmermænd i Danmarks nyere udenrigspolitiske historie. Heller ikke det vil desværre gavne irakerne det mindste . ts