Præsident Bush kæmper i disse dage for en ekstrabevilling på 100 milliarder dollar til krigen i Irak.
USA har på 4 år allerede brugt mere end 600 milliarder dollar på formålet. Trods den stigende krigsmodstand får Bush formentlig pengene. Det skyldes ikke bare, at det demokratiske flertal i Kongressen er betænkeligt ved at overtage ansvaret for krigen. Men også at krigsskeptikerne ikke har noget klart alternativ. Præsidenten mener selv, at den nuværende eskalering af den militære indsats i Bagdad »kan føre til sejr«. Oppositionen mener, at der skal sættes en tidsfrist for, hvornår de amerikanske soldater kommer hjem, og opstilles krav til den irakiske regering, så den kan sikre den stabilisering, som amerikanerne ikke har opnået. Hverken præsidenten eller demokraternes strategi har udsigt til succes. Den sørgelige sandhed er, at der ikke længere findes nogen klar opskrift på, hvordan Irak får en bedre fremtid. ALLE – JA, selv Bushs egne generaler i Bagdad – er efterhånden enige om, at den mangesidige krig, der føres i landet, ikke kan vindes militært. Der skal en politisk løsning til. Ideelt set skulle den bygge på en national forsoning mellem sunnier og shiaer, arabere og kurdere, sekulære og religiøse kræfter; en forsoning, der efter de strømme af blod, der allerede er udgydt, forekommer helt urealistisk. Alternativet er, at Irak i det mindste får en regering med politisk råstyrke til at bevare landets enhed. Den nuværende regerings problem er i den forbindelse, at den nok domineres af de shiamuslimer, der udgør det store flertal af irakere. Men den er samtidig præget af proiranske politikere, der ikke ligner gode garanter for landets uafhængighed. Den mest troværdige nationale kraft i landet er i og for sig de yderliggående militser og den bevægelse, der samler sig omkring Muqtada al-Sadr. Det skyldes, at den står for en både antiamerikansk og antiiransk linje. Den er islamisk, men også - og især - national. Da al-Sadr er udelukket, findes der ikke nogen samarbejdspartner i landet, der kan hjælpe amerikanerne med selv en helt nødtørftig – og udemokratisk – stabilisering af Irak. At bruge et militærdiktatur til formålet afskar USA sig fra, da man ikke nøjedes med at afsætte Saddam Hussein, men også opløste hæren. Erkendelsen af så barsk en virkelighed, og et forsøg på at afbøde skaderne, afventer en ny amerikansk præsident.
