Den danske deltagelse i den stadig mere tragiske krig i Irak er ikke kommet af ingenting. Fra nederlaget i 1864 og frem var vi mere og mere selvfølgelige pacifister. Fra Anden Verdenskrig til Murens fald var vi indstillet på at hjælpe andre med at forsvare os. Men fra 1991 og Den Første Golfkrig hen over Balkan-aktionerne og til Kosovas befrielse i 1999 har vi gradvis accepteret krig som en nogle gange nødvendig del af en aktiv og konstruktiv udenrigspolitik. Det er på den baggrund, at vi siden 2001 har deltaget i to krige, i Afghanistan og Irak. De ses begge af USA’s præsident som en del af den store krig mod terror. Vores egen statsminister udlægger dem som en del af en skæbnekamp mellem demokrati og tyranni, som vi har en moralsk forpligtelse til at deltage i. Vi vil i de kommende otte dage her i avisen fortælle historien om, hvordan Danmark er gået i krig. Hvordan skete det, og hvordan har øjenvidner oplevet det? Formålet med at beskrive virkeligheden er naturligvis at reflektere over den. Som borgere i et demokrati har vi alle et medansvar for, hvad der er sket. Det er ikke svært at se, at vores krigsdeltagelse hele tiden påfører os nye udfordringer, nye risici og nyt ansvar. I FOLKETINGET er der stadig bred opbakning til Afghanistan-indsatsen, mens oppositionen tager afstand fra Irakkrigen, som regeringen da også er ved at trække os ud af. Om end uden at indrømme, at baggrunden er et truende nederlag, og ikke en veludført mission. Den i historisk perspektiv nye forståelse for, at der findes problemer i verden, hvor vores bidrag til en løsning må være militært, er ikke nogen selvfølge. Den helt igennem forkerte beslutning om at gå i krig i Irak – trods splittelsen i FN, NATO og EU, og trods den store risiko for netop det udfald, vi nu ser – bør anspore til større ydmyghed og mere kritisk debat. Forhåbentlig kan vi lære af vores fejl. Lad os håbe, at den nødvendige, fremadrettede debat om engagementet i Afghanistan bliver præget af færre floskler og mere indsigt, end det var tilfældet, da regeringsflertallet begik sin historiske fejltagelse i marts 2003.