Anders Fogh Rasmussen vil gerne være statsminister længe endnu. Man kan ikke sige, at vi for tiden har en opposition, der gør kunststykket umuligt. Så snart statsministeren var færdig med at skælde de borgere ud, der sidste forår brokkede sig over børnehaverne, for at være ’socialistiske ballademagere’, begyndte han at reparere på skaderne. Han har nu i månedsvis talt varmt om velfærden og den offentlige sektor, ja, sågar om de offentligt ansatte. Opskriften på en ny valgsejr hedder ’kvalitetsreform’. Socialdemokraterne er stadig bange for at angribe regeringen, der hvor den faktisk er sårbar. Tre punkter falder ellers i øjnene: Et dogmatisk skattestop, i en situation hvor en skattereform kunne frigøre ny energi. En ekstremt stram (og umenneskelig) indvandringspolitik, på et tidspunkt hvor erhvervslivet skriger på arbejdskraft. En krig i Irak, hvor Danmark er medansvarlig for det største sikkerhedspolitiske fejlgreb i USA’s nyere historie. I stedet vil S kun tale velfærd, og her pønser Anders Fogh helt åbenlyst på at matche dem. Måske er det forklaringen på, at Socialdemokraterne endnu ikke for alvor har konkretiseret deres egne forslag. De frygter at blive overgået, i en situation hvor store overskud på de offentlige finanser gør, at de nødvendige milliarder nemt kunne findes. I DET tomrum er LO’s formand, Hans Jensen, trådt i karakter. Han har sagt ja til at præge kvalitetsreformen med konkrete krav. Ved samtidig at rejse det indlysende spørgsmål om, hvorfor de få hundrede asylansøgere, der er tilbage i lejrene, ikke må arbejde, signalerer han, at de krav også kan være besværlige for regeringen. S frygter naturligvis, at LO og de andre forbunds ageren kan ende med at gøre Anders Foghs velfærdsvelvilje troværdig. Men S kan jo ikke forhindre Anders Fogh i at ofre både sine liberale principper og sine konservative allierede (der hellere vil have skattelettelser end mere velfærd) for at opnå genvalg. Det, Hans Jensen kan sikre, er, at regeringen i det mindste kommer til at betale prisen for det i form af reelle forbedringer af den offentlige sektor. Hermed varetager LO-formanden ikke bare sine medlemmers interesser. Han spiller også rollen som konstruktiv opposition. Hvis den rigtige opposition havde lidt flere kritiske dagsordener, ville det ikke være en kilde til frustration. ts