USA ER heldigvis så åbent og demokratisk et samfund, at sandheden om ansvaret for den amerikanske mishandling af talrige fanger i det irakiske fængsel Abu Ghraib nok skal komme frem. Før eller siden. Så meget desto mere patetisk og politisk dumt er det, at regeringen i USA tilsyneladende forsøger at hindre en altomfattende retlig og politisk undersøgelse af, dels hvad der er foregået i Abu Ghraib, dels hvem der besluttede og vidste hvad - og hvornår ... De 11 undersøgelser, der ifølge amerikanske medier foreløbig er sat i gang efter afsløringen af den gennemfotograferede mishandling af ydmygede irakiske fanger, skal nok begynde at lægge de enkelte brikker i det store samlede puslespil. Og allerede nu er et betydeligt personligt ansvar ved at blive gjort gældende over for en snes amerikanere i direkte tilknytning til fængslet i Bagdad. Både navngivne fangevogtere og konkrete chefer kritiseres for såvel tilfælde af mishandling som manglende kontrol.TIL GENGÆLD fortoner det sig stadig i ubehagelig grad i tågerne, hvilke instrukser det amerikanske fængselspersonale var udstyret med hjemmefra. Hvis ingen i Washington hverken havde instrueret dem i tortur eller på noget tidspunkt var vidende om mishandling i Abu Ghraib, er det svært at se nogen politisk begrundelse for at holde øvre led i den politiske og den militære beslutningskæde fri af retlige undersøgelser, skønt den såkaldte Schlesingerrapport forhåbentlig vil vurdere de overordnede instruktioner fra Washington til Bagdad. Tværtimod. USA har fra starten af Irakkrigen stået fast på, at Bushregeringen ville afskaffe Saddam Husseins diktatur og hjælpe Irak på vej til en demokratisering. Netop derfor burde afsløringen af udskejelserne i Abu Ghraib være fulgt dramatisk op på en måde, som var et demokratisk retssamfund værdigt. Ingen tabuer, ingen hævet over loven og ingen hemmeligholdelse af nok så pinagtige detaljer, militært eller politisk. I stedet har Bushregeringen og toppen af det amerikanske militære system tilsyneladende kun reageret tøvende og politisk febrilsk. Bush tog rimeligvis i fornem tv-tid offentligt afstand fra mishandlingen, som han med god grund kaldte uamerikansk, da affæren brød ud. Men langsommeligheden i sagens opklaring og de efterfølgende besynderlige forsøg på at begrænse, hvor højt et ansvar kunne gøres gældende, harmonerer ikke med den bestyrtelse over tortur, Bush angav at dele.