DE DRIVER landsskadelig virksomhed, siger Venstre. Grundlaget for deres opholdstilladelser skal undersøges, siger de konservative. Der er tale om landsforræderi, overtrumfer Pia Kjærsgaard. Hendes parti har også fremsat et forslag om, at tre navngivne imamer skal fratages deres statsborgerskab for at have brugt deres ytringsfrihed i debatten om Muhammedkarikaturerne. Baggrunden for de voldsomme udfald er forestillingen om, at en gruppe muslimer er draget til Mellemøsten med misinformation og løgne af en sådan kaliber, at det har sat regionen i brand og skabt det voldsomme pres mod Danmark. Det er en forestilling, der ikke kun deles af politikere hos Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti. Den er tværtimod fremherskende på hele Christiansborg, og opinionsundersøgelser har vist, at flertallet i befolkningen tror, at der er spredt store mængder misinformation. Samtidig ses delegationen som den hovedansvarlige for den storm, der har ramt Danmark. PÅ DEN baggrund er det en oplagt opgave for en uafhængig presse at undersøge, hvad grundlaget egentlig er for dette fremherskende indtryk. Det er det, Politiken forsøger i dag i PS. Her har vi optrykt den mappe med tekst og billeder, som delegationen er rejst til Egypten og Libanon med. Vi har fået den oversat af uafhængige oversættere. Vi har forelagt den for danske eksperter. Og vi har forsøgt at fortælle historien om, hvordan rejsen fandt sted og er blevet opfattet. Det skal understreges, at der ikke er tale om et scoop. Mappen har i flere uger været tilgængelig for interesserede journalister, og den er da også grundlaget for mange af påstandene om misinformation. Det siger sig selv, at man ikke på det grundlag kan bevise, at der ikke har fundet misinformation sted. Mundtligt på møderne eller af andre kanaler. Men det er lige så indlysende, at det er dem, der påstår, at der er misinformeret og bedrevet landsskadelig virksomhed, der har bevisbyrden herfor, og ikke omvendt. Det er vel ikke nødvendigt at minde om, at princippet om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, også gælder for danske muslimer. Og bør forpligte medier og politikere fuldt så meget som domstolene. HVAD KAN man så sige om mappens indhold? Jo, der er fejl i den: Da Jyllands-Posten trykte de 12 karikaturer, var der tale om en bestilling, ikke om en konkurrence. Det var ikke regeringen, men regeringspartiet Venstre, der gav en pris til den hollandske politiker Ayaan Hirsi Ali. Og som den måske groveste fejl: Weekendavisen trykte sine satiriske tegninger af profeten på bagsiden, ikke forsiden af avisen. Men når det gælder de større ting: Er islam et anerkendt trossamfund? Kan der bygges en moské i Danmark? Hvilke tegninger har været offentliggjort, og hvilke har ikke? Ja, så er mappens oplysninger og fremstilling rigtig. Det eksempel på misinformation, der har gjort størst indtryk, er det såkaldte grisebillede. De fleste danskere tror, at det groteske billede, der stammer fra en fransk festival, er fundet frem og ligefrem fabrikeret af delegationen selv og vist frem som eksempel på en aviskarikatur. Det er bare ikke tilfældet. Der er tale om et af flere eksempler på hate-mail - altså ondsindet, anonym post - som medlemmer af Islamisk Trossamfund og andre har modtaget, og som er medtaget som eksempler på netop det. Det fremgår da også direkte af mappens indholdsfortegnelse. Det er altså Ekstra Bladets forside med overskriften 'Danske imamer afsløret: Foto-fup' og ikke delegationens brug af billedet, der må betegnes som det rene fup. De eksperter, vi har bedt vurdere mappen, og som bestemt ikke er ukritiske over for delegationen og mappen, konkluderer da også, at mappen hverken rummer misinformation eller kan bære en anklage om landsskadelig virksomhed. Men læs mappen, og døm selv. VI HAR i den sidste tid hørt meget om, hvor værdifuld og umistelig ytringsfriheden og den fri presse er. Men ingen af delene er ret meget værd, hvis de ikke bruges til at oplyse offentligheden. Det er skræmmende, at ikke bare politikerne, men også medierne har slugt påstanden om misinformation råt, og det i et omfang, så den nu har karakter af en etableret kendsgerning. Det er et kollektivt svigt, der også omfatter Politiken. Det er sent i forløbet, vi nu forsøger at få syn for sagn efter ukritisk at have viderebragt den udbredte forestilling om massiv misinformation. Mange vil nok stadig betragte delegationsrejsen som en uvenlig og skadelig handling, fordi den trods alt er en del af baggrunden for de ekstreme og uacceptable aktioner mod Danmark, vi har oplevet. Truslerne imod os og afbrændingerne af vores ambassader er uantagelige, uanset hvilke følelser der motiverer dem. Men det hører med til et demokratis styrke, at det giver plads til selvkritik, og at det ikke udnævner syndebukke og placerer skyld, uden at grundlaget er i orden. Hvad det angår, bliver det desværre mere og mere klart, at den nationale krise også har medført et nationalt selvsving og en ubehagelig aggressivitet mod formodede, eller indbildte, fjender af Danmark.