EN POSITIV fortolkning af statsministerens seneste bekendtgørelser til det danske folk kunne være, at Anders Fogh Rasmussen (V) langt om længe har erkendt en af demokratiets mest fundamentale livsbetingelser: at politikere bør kunne kritisere nyhedsmedier lige så frit, som medierne bør kunne kritisere politikerne. Endelig ser han ud til at bevæge sig lidt. Med sin kritik af en påstået »principløshed« blandt personer »fra brede kredse i erhvervslivet over til brede kredse i kultur- og medielivet« har Anders Fogh Rasmussen således på eksemplarisk vis demonstreret, hvordan en statsminister klart kan lægge afstand til det, der ytres i og af uafhængige nyhedsmedier. Sagt i al stilfærdighed svarer det nøjagtig til, hvad såvel de 11 ambassadører som alverdens besindige brobyggere har krævet af den danske regering i den månedlange debat om Jyllands-Postens 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed, nemlig at VK-regeringen utvetydigt skal lægge afstand til den »meget diskriminerende tendens« og »nedrakning af islam som religion«, som blandt andre folketingsmedlem Louise Frevert (DF), kulturminister Brian Mikkelsen (K) og kulturredaktør Flemming Rose (JP) var med til at opflamme her i Danmark i sidste halvdel af 2005. I REALITETEN har ingen udenlandske ambassadører eller hjemlige debattører på noget tidspunkt krævet, at Anders Fogh Rasmussen skulle tage mere vidtgående skridt over for Jyllands-Posten, end han nu har valgt at tage over for det »intellektuelle parnas i Danmark« - »ingen nævnt, ingen glemt«. I stedet for at påpege det oplagte hykleri i dette dobbeltspil er der grund til at glæde sig over, at vores statsminister langsomt er ved at bevæge sig i en mere besindig retning. Med sit udfald mod medierne - herunder Politikens ledere, der giver ham »mindelser om april 1940«, hvor »man bare skal lægge sig ned« - har Fogh nemlig effektivt sparket benene væk under sig selv og sit hidtidige argument om, at han som statsminister ikke kan forholde sig til indholdet i medierne. Fra og med denne weekend giver det derfor heller ikke længere nogen mening for Fogh at sige, at han »personligt« ikke ville have tegnet alverdens profeter på en anstødelig måde - ligesom det jo ville have været absurd, hvis han i interviewet i Berlingske Søndag kun havde sagt, at han som lederskribent i Politiken næppe ville have kritiseret regeringens håndtering af Muhammedkrisen. I lyset af Danmarks internationale situation har vi intet imod at agere prøveklud, hvis blot statsministeren tager ved lære og enten udtaler en konkret kritik af Jyllands-Postens tegninger eller i det mindste holder op med at dække sig ind under det mærkelige alibiargument om, at han ikke kan kritisere frie medier.