Man kan gøre to ting ved årsskiftet. Man kan se tilbage på året, der gik, og gøre status, eller man kan se frem og gøre sig klart, hvad man vil med det nye år. Sidste år brugte statsministeren sin tale på at se tilbage på 2006. Resultatet var en tale, som såede alvorlig tvivl om, hvorvidt statsministeren levede i samme verden som os andre, når man hørte hans skønmaleri af forløbet omkring tegningskrisen og krigen i Irak. Det er tydeligt at se nu, at sidste års nytårstale havde karakter af en valgtale. I aftes holdt statsministeren derimod en tale, hvor han primært så frem. Måske fordi han derved undgik at nævne skelsættende begivenheder som Danmarks tilbagetrækning fra det sydlige Irak og valget i november, der ikke fik så entydigt et resultat, som statsministeren kunne have ønsket sig. Men måske snarere fordi dette års tale som den første i denne valgperiode varslede en ny hverdag for en statsminister, der skal manøvrere i en broget parlamentarisk situation med vanskelige sager som risikoen for økonomisk overophedning, overenskomstforhandlingerne, det danske engagement i Afghanistan og en folkeafstemning om EU-forbeholdene på den politiske dagsorden. Det var derfor også påfaldende, at statsministeren i aftes både i indhold og stil var langt mere ydmyg og konsensussøgende end for bare et år siden. De temaer, statsministeren havde valgt at tale om, har alle bred politisk opbakning i Folketinget, hvorimod temaer, som skiller partierne – f.eks. udlændinge- og retspolitikken – var udeladt. Værdikampen havde også for en gangs skyld fået lov at hvile i fred. Der var ingen os og dem. Og talen var behageligt fri for forsøg på at behage Dansk Folkeparti. Det skortede måske nok på store, nye politiske visioner fra Anders Fogh Rasmussen i år. Men det er forståeligt, dels fordi der netop har været afholdt et folketingsvalg, og dels fordi der allerede ligger store sager og venter på at blive løst. 2008 bliver et arbejdsår. Statsministerens ambition og nytårsforsæt i år var tilsyneladende at optræde som en samlende snarere end en splittende figur. Ja, som hele landets statsminister. Det er både nyt og godt.