Ordene er den første sætning i den længe ventede Baker-Hamilton-rapport, og den er nok også den vigtigste.
Rapporten foreslår, at USA i de næste 16 måneder gør et sidste forsøg på at stabilisere Irak med både militære og diplomatiske midler. Men den efterlader ikke sine læsere med nogen illusioner om, at det nødvendigvis vil lykkes. Tværtimod understreger den, at USA ikke på egen håpnd har mulighed for at stabilisere Irak. Kun hvis de vigtigste politiske kræfter i Irak, samt Iraks naboer, ønsker det, og bakker om et helt nyt amerikansk diplomati i Mellemøsten, kan landet undgå et fuldstændig sammenbrud. Det udfald Baker-kommissionen satser på, forudsætter imidlertid en stribe mirakler, hvoraf det første er et radikalt kursskifte i Det hvide Hus. De nærmeste dage og uger vil vise, om det har noget for sig, og om dette forsøg overhovedet vil blive gjort. Selv hvis det sker, afhænger udviklingen af en kompromisvillighed i regionen, der strider med alle hidtidige erfaringer. I MELLEMTIDEN er Baker-rapporten først og fremmest værdifuld ved den elementære realisme den tilfører diskussionerne i alle de krigsførende lande - herunder Danmark. Vores på dette område stadig mere utroværdige regering og dens politiske talsmænd bedes notere sig følgende kendsgerninger, der altså nu bakkes op af den fornemste ekspertise i det amerikanske udenrigspolitiske establishment: Volden i Irak eskalerer ukontrollabelt, og de officielle tal på nu 170 angreb om dagen undervurderer groft omfanget: En enkelt dag i juli i år hvor 93 angreb officielt blev registreret var det reelle tal således 1100. Titusinder og atter titusinder er dræbt. 1,6 millioner irakere er internt fordrevne og 1,8 million er flygtet ud af landet. Udenlandske terrorister og al qaida står for en meget lille del af volden.
