Nicolas Bro som Hamlet og Helle Fagralid som Ofelia. Så kan det næsten ikke blive bedre. Og slet ikke til en åbningsforestilling på Det Kongelige Teater som den, der i aften skal markere, at københavnerne for første gang i 100 år har fået et nyt skuespilhus. Et sublimt stykke arkitektur, smukt placeret ud til Københavns havn og med alle de faciliteter, som skuespillere og instruktører har efterlyst i årevis. Gode scener, perfekt akustik, rummelige garderober. Imødekommende over for publikum. Perfekte forhold for en moderne nationalscene. Når champagnen så er drukket, Ofelia blevet indlagt på den lukkede og jublen har lagt sig, kommer spørgsmålene: Hvad skal vi med et nyt skuespilhus? Og hvad vil vi med en kostbar nationalscene? Skal Det Kongelige Teater være stedet, hvor vi dyrker det nordiske, og hvor vi giver plads til den danske dramatik? Eller skal nationalscenen være der, hvor vi ser det bedste fra hele verden – både som gæstespil og som fordanskede forestillinger? Ja og ja. Det Kongelige Teaterblev grundlagt i 1748 af Frederik V og overdraget til folket i 1849 som nationalscene. Med den historie i bagagen skal teatret selvfølgelig holde fast i sine rødder. Både være kongeligt og nationalt. Vise Holberg, når det er passende – men helst ikke for tit – og give plads til ’Elverhøj’, når det skønnes nødvendigt. Men som nationalscene skal Det Kongelige Teater meget mere end grave i kulturarven. Det skal udvide og berige vores kulturarv. Hente det bedste fra Volksbühne i Berlin og National Theatre i London. Præsentere os for forestillinger, der har taget publikum med storm i New York og fået andre til at udvandre i Tokyo. Skuespil, der rykker ved vante forestillinger, og som sætter den danske identitet i perspektiv. Desværre er det ikke i den retning, nationalscenen bevæger sig her i åbningssæsonen. I næste uge er der premiere på Ingmar Bergmans ’Høstsonaten’, senere dramatiserer nordmanden Jon Fosse Hamsuns ’Sult’, og når Jørgen Reenberg om kort tid har jubilæum, fejres han i forestillingen ’Påske’, som August Strindberg skrev i 1900. Interessante forestillinger, men meget langt fra den fornyelse, som skuespilhusets arkitektur lægger op til. I helt nye rammer spiller Det Kongelige Teater med sikre kort, hvilket kan være forståeligt, men ærgerligt, fordi det opretholder teatrets image som støvet og – ja – alt for kongeligt! Teater er fantastisk, fordi det er mennesker af kød og blod, der optræder lige for øjnene af os. Aften efter aften stiller de sig op og tuder, råber ad hinanden og elsker på kryds og tværs. Får os til at glemme alt i et par timer og indhyller os i ren magi. Med det nye skuespilhus får Det Kongelige Teater chancen for at udfordre os. Lad os håbe, det har modet. lho