Man kan næsten kun beundre, at statsminister Anders Fogh vælger at knytte sit politiske eftermæle så tæt til George W. Bush, som han gør det med sine bemærkelsesværdige udtalelser i dagens avis. Bush afslutter sin politiske karriere med udgangen af i år, og han er i disse måneder en af de mest upopulære amerikanske præsidenter nogensinde. I Danmark, ja blandt det store flertal af europæere, har han aldrig været andet. Opportunist er det sidste, man kan kalde Fogh i dag. Ud over vores lange venskab med USA, der jo ikke kan begrunde en speciel hyldest til Bush junior, er hele Anders Foghs værdifællesskab begrundet i præsidentens demokratidagsorden. Visionen om at fortsætte den sejrsmarch for demokratiet, der nåede et højdepunkt med østblokkens sammenbrud i 1989-91, er da også både storladen og sympatisk. Den blev formuleret, før det for alvor gik galt i Irak. Siden er amerikansk udenrigspolitik igen blevet noget mere pragmatisk. Der er indgået en aftale med det ellers afskyelige regime i Nordkorea, Syrien er ikke længere lagt helt på is, og truslen om at invadere Iran har efterretningstjenesterne spændt ben for. POINTEN ER ikke, at en stor demokratisk vision er forkert. Den er som sagt rigtig og sympatisk. Pointen er, at et slogan ikke kan erstatte en udenrigspolitik. Og da slet ikke tilsløre de katastrofale fejlgreb, der har præget Bushregeringens internationale linje. Før Bush luftede visionen, havde han da også undsagt de langsigtede forsøg på at genopbygge hele samfund, der er forudsætningen for, at visionen kan virke. Han havde skubbet multilaterale institutioner som FN og NATO til side til fordel for amerikansk enegang. Og han havde kompromitteret de amerikanske menneskerettighedsidealer ved at tillade både tortur, vilkårlige fængslinger og ulovlig aflytning – alt sammen i ly af chokket efter 11. september. Fogh mener, at Bush vil få genoprejsning i historiebøgerne om 15 år. Lige nu ligner hans embedsperiode desværre mere et kolossalt spild, ja, en tragedie, hvor USA forskertsede alle de muligheder for at samle verden, der ellers lå ligefor, dengang vi alle efter 11. september reagerede i spontan sympati med den sårede supermagt. Og så ikke et ord om Bushs reaktionære indenrigspolitik, der ligger lysår fra, hvad der trods alt har præget den på vigtige områder pragmatiske Anders Fogh herhjemme. Er Fogh forført eller forblændet? Nok snarest det sidste. ts