Hvis de lader de politiske spilfægterier ligge et øjeblik, kan regeringen og oppositionen nok enes om at stille grundlæggende krav til danske hospitaler. Patienter skal ikke behandles på gangen og aldrig dø i en uværdig trafik af medpatienter og fortravlet personale. De skal aldrig modtage en dødelig diagnose i overværelse af tilfældige fremmede. Og de skal ikke være nødt til at forrette deres nødtørft i et bækken, mens patienten ved siden af spiser, fordi et presset personale ikke har tid til at bringe ham på toilettet. Det er ikke desto mindre forhold, som opleves af patienter på sygehuse, som skildret af sygeplejerskerne Bettina Kølle og Stine Kongsgart Reunert i hver deres Kroniker her i avisen. Sker det hele tiden? Næppe, de fleste patienter kan lykkeligvis være trygge ved at blive indlagt. Men er overbelastning af medicinske afdelinger, manglende tid, overbelægning og underskud på tryghed for alvorligt syge patienter udtryk for tilfældige fejl? Nej, patienter på særligt pressede afdelinger har i alt for mange år risikeret – og mange desværre været udsat for – uværdig behandling. Det er derfor ikke længere antallet, der er spørgsmålet. Det forfærdende er, at det bliver ved at foregå. Kræftskandalen falder oven i dette problem. Vi bør ikke vænne os til eller acceptere, at sygehusejerne ikke lever op til behandlingsgarantien, ligesom vi ikke bør acceptere, at alvorligt syge kommer i klemme på andre medicinske afdelinger. Derfor er det opmuntrende, at to politikere fra hver side af folketingssalen – den radikale Margrethe Vestager og Pia Christmas-Møller fra de konservative – i går tog positivt imod et forslag fra sygeplejerskerne om et ’nationalt kompromis’, der kan rydde op i uværdige forhold for patienter og for personale, der frustreres ved ikke at kunne leve op til faglige forpligtelser og deres samvittighed på en gang. Kræftskandalen bekræfter dette behov. Højre og venstre i dansk politik har hver deres mistrøstige erfaringer med at bestyre sygehusene. Begge sider har også kendt til at blive drevet rundt i manegen af økonomiske krav fra politisk ’moderne sygdomme’. Prøv at enes om grundlæggende forventninger til den pleje, vi alle kan få brug for. Det er, som en finansminister sagde, vigtigere end at få OL til byen. Det er også vigtigere end diskussionen om skattestoppet. Det er præcis så vigtigt, at højre og venstre bør kunne enes om det fornødne.