Tænk sig, statsministerfruen har vist sig offentligt med en håndtaske af mærket Louis Vuitton – og så var det en kopi! Er det ikke forargeligt? Og de ærede medlemmer af Folketingets Miljøudvalg er vendt hjem fra Kina med kopierede armbåndsure af mærkerne Rolex og Gucci. Skrækkeligt. Charlotte Dyremose (K) har gået offentlig bodsgang og svoret, at hun straks har smidt sit ur ud. Sådan et fint ur. Og så smider et medlem af Miljøudvalget det bare ud. Er det nu ansvarligt? Måske skulle vi prøve at dæmpe forargelsen en anelse, før fru Anne-Mette Rasmussen nu også kaster sin taske i skraldespanden. For slet ikke at tale om det halve Danmark, der går omkring med de dejligste T-shirt og fyldepenne indkøbt til fornuftige priser under fremmede himmelstrøg. Hvis vi alle sammen begynder at smide det hele ud, så klarer hverken Vestforbrænding eller Kommunekemi presset. GUCCI KLARER sig nok. Lad os højst græde krokodilletårer – med risiko for, at Lacoste kræver afgift. Hverken Kina eller andre udviklingslande bør klandres for at kanalisere penge ud af det vestlige mærkevaremarked og ned i fattige menneskers lommer. Så meget desto mere, som det sker til stor fordel for de vestlige forbrugere – og med en hjælpende hånd fra os alle sammen samt Charlotte Dyremose og statsministerens frue. Måske er det endda med håndtasker som med medicin: Kopivarerne sørger for, at markedet holder sig sundt, og at priserne holder sig i skindet. Det glimrende kinesiske ur, som nu ligger i Charlotte Dyremoses skraldespand, havde vel egentlig fundet den rette pris – det rette forhold mellem udbud og efterspørgsel? Vi er selvfølgelig ude i et kætteri af middelalderlige dimensioner. En hær af eksperter, ikke kun i almindelig markedsmæssig branding, men i alle former for juridisk ophavsret, vil stå parat til at supplere den folkelige forargelse over Guccikopien med en professionel bekymring for Dansk Industri, som slet ikke kan klare al den kopiering. Siger de. Og internationalt er ophavsret blevet en eksplosivt voksende, juridisk industri. Der er ingen grænser for, hvor mange rettigheder der kan krænkes. Og kræves betaling for. Og føres retssager om. Den globaliserede krænkelsesindustri er et eldorado for advokater. Det kan ikke helt udelukkes, at industrien og advokaterne indimellem har en sag. Men det kan udelukkes, at der er grund til den store moralske forargelse. /bb