Det er en både nødvendig og glædelig udvikling, at danske medlemmer af Europaparlamentet stemmer sammen med deres partifæller fra andre lande, selv når det betyder, at de afviger fra deres nationale partis linje. Det er også demokratisk rigtigt, fordi EU-parlamentarikerne jo netop ikke vælges af de nationale partier, men af vælgerne ved et direkte valg til det europæiske parlament. Udviklingen er nødvendig, for hvis ikke partigrupperne i parlamentet agerer samlet og ansvarligt, kan parlamentet ikke bidrage konstruktivt til den fælles lovgivningsproces i EU, hvor parlamentets rolle er blevet stadig stærkere. Udviklingen er glædelig, fordi den afspejler, at parlamentet i stigende grad udfylder sin rolle som repræsentant for fælleseuropæiske interesser og dermed modvirker den tendens til at lave snævre, særinteressebaserede kompromiser, der præger arbejdet i EU’s ministerråd. Når Jens Rohde (V) melder ud, at han sandelig vil stemme efter en hjemlig instruks fra sit partiapparat snarere end baseret på vælgernes mandat og helhedens interesse, så afslører han sig som en glad amatør i europæisk politik. Hans synspunkt er helt ude af trit med den demokratisering af EU-samarbejdet, som parlamentet repræsenterer. Samtidig er der tale om et hult løfte. Spidskandidat eller ej, så kan Jens Rohde naturligvis ikke ændre den linje, hans valgte kolleger – erfarne parlamentarikere som Karin Riis-Jørgensen og Anne E. Jensen – har lagt, eller bryde med den liberale gruppe, han kommer til at sidde i. Hvis han gjorde det, ville han optræde som en Mogens Camre eller en Jens-Peter Bonde, der har tilsluttet sig et sammenrend af ekstremister, der er helt uden indflydelse på det politiske arbejde i Europaparlamentet. Hidtil har især den liberale gruppe draget fordel af, at de to dominerende fløje – den socialdemokratiske og den borgerlige – ikke kan samle flertal hver for sig, og dermed sikret sig vigtig indflydelse som tungen på vægtskålen. Men andre politiske strømninger – De Grønne for eksempel – har samme mulighed. Men for dem alle gælder, at tilhørsforholdet og loyaliteten over for en tværeuropæisk gruppe og parti er instrumentet, der gør det muligt. I et rigtigt parlament er politiske partier uundværlige. Og Europaparlamentet er for længst blevet et rigtigt parlament.