Køen af lande, der gerne vil være medlem af EU, er et af unionens adelsmærker.
Og EU’s åbenhed over for stater, der vil slutte sig til det demokratiske og markedsøkonomiske fællesskab, har bidraget til, at unionen aldrig har udviklet sig til en selvgod, magtfuldkommen fæstning. Det har både de tidligere og den nuværende regering været fælles om at fastholde. Og når tidl. vicestatsminister Bendt Bendtsen – nu EU-spidskandidat – pludselig afviser Tyrkiet som potentielt medlem, fedter han ikke alene for en populistisk kampagne mod tyrkere. Han skaber også usikkerhed om en regering, han for ganske nylig havde et væsentligt medansvar for. Hvis det kun svækker troværdigheden af hans egen valgkampagne, er ulykken til at overskue. Men hverken Danmark eller EU har brug for, at principperne for optagelse af nye medlemmer i EU mudres til. Og hverken EU eller de europæiske Nato-lande har brug for, at Tyrkiet retmæssigt kan føle sig svigtet fra europæisk side. Tyrkiet har i alle sine år i Nato været loyal og stærkt bidragende til europæisk sikkerhed. Og Tyrkiet anerkender, at forudsætningen for også at blive medlem af EU er akkurat de samme kriterier, som unionens andre stater må leve op til.
