Vi har retten og loven på vores side.
Det var os, der gav irakerne lov til at komme ind i landet og mulighed for at søge asyl. De fik deres sag prøvet, men havde ifølge loven ingen ret til beskyttelse og fik derfor afslag på deres ansøgning. Ikke desto mindre afviste de at rette sig efter afgørelsen og nægtede at rejse hjem. Vi overholdt de internationale aftaler og undlod at sende dem hjem, så længe deres eget land ikke ville modtage dem. I stedet gav vi dem husly og mad i årevis. Nu har deres regering indvilget i at tage dem tilbage, og dermed er vejen banet for at tvangshjemsende dem. Tilbage står derfor kun, at politiet i den nærmeste tid møder uanmeldt op hos de udviste familier og børn, giver dem et kvarters tid til at samle deres ejendele sammen og om nødvendigt fjerner dem med tvang for at sætte dem i fængsel. Her vil de blive siddende, indtil vi har fået bragt orden i deres papirer. Derefter bliver de sat om bord på et fly til Irak og eskorteret hele vejen hjem, indtil de kan overlades til de irakiske myndigheder. Det samme gælder de godt 50 irakere, der har søgt tilflugt i Brorsons Kirke på Nørrebro. Kirken er ikke mere hellig, end at loven også gælder dér. Forlader de ikke kirken frivilligt, vil politiet rydde den, og irakerne vil blive sendt ud. Der er intet retsligt eller juridisk i vejen for det, vi gør. Vi har ret. Men er det det, vi vil? Sende børn til et land, som Udenrigsministeriet anbefaler, at man undlader at rejse til? Børn, som er vokset op i Danmark, som ikke har nogen tilknytning til det land, deres forældre flygtede fra, fordi vi indledte en krig mod det, som ikke har fået undervisning på deres modersmål, som vi har flyttet fra det ene asylcenter til det andet, som selv, da det blev muligt, viste sig at være for svage til at gå i dansk skole? Vi har ret til det. Men er det det, vi vil? Vi har lige så meget ret til at give 282 irakere amnesti, hvis det er det, vi vil. Jura er ikke hævet over de love, som politikerne vedtager. Det her er politik. Vi har stemt politikerne ind. Vi kan stemme dem ud igen. Vi bestemmer.
