Anders Fogh Rasmussen fremhævede i gårsdagens avis, at en af hans største bedrifter som statsminister var at slå fast, at demokrati og ytringsfrihed »er bedre end censur og diktatur«.
Tjoh. Det forekommer nu os, at det synspunkt har været fælles gods i Danmark i hvert fald siden systemskiftet i ... 1901. Det, vores forhenværende statsminister lidt mere konkret bryster sig af, er, at vi først i hans regeringstid har været villige til at kæmpe med våben i hånd langt væk fra fædrelandet for disse værdier – nærmere bestemt i Irak og Afghanistan. Men også her gør Anders Fogh sig desværre skyldig i en alvorlig historieforvanskning. Det er rigtigt, at Danmark i store dele af efterkrigstiden ikke deltog i internationale militære aktioner. Men den linje blev ikke brudt i 2001, men i 1990, da Schlüterregeringen lod korvetten ’Olfert Fischer’ deltage i blokaden af Irak i forbindelse med den første Golfkrig. Og linjen blev fortsat under Nyrupregeringerne med et militært engagement på Balkan, der kostede flere danske soldater livet, og som kulminerede med den danske deltagelse i krigen mod Serbien i 1999. Det var et egentligt kursskifte, der blev understøttet af den kolde krigs afslutning. HVAD ER så Anders Foghs særlige bidrag til den aktivistiske – og militære – udenrigspolitik, der var ført af hans borgerlige og socialdemokratiske forgængere i mere end ti år, før han kom til? Jo, det var ham, der i 2003 besluttede, at Danmark skulle deltage i Irakkrigen. En krig, hvis konkrete begrundelser i masseødelæggelsesvåben og støtte til international terror var opspind, og en krig, der splittede både FN, EU og Nato. En krig, der udviklede sig til en blodig katastrofe og et stort tilbageslag for USA’s interesser i Mellemøsten. Den udenrigspolitik, Fogh her stod for, er en karikatur af den aktivistiske udenrigspolitik fra 1990’erne. Og det er en politik, som den vestlige verden anført af Barack Obama hastigt er på vej væk fra. Man kan beundre det pragmatiske talent, hvormed Anders Fogh unddrog sig politisk ansvar og erobrede en ny, international post. Men historikerne vil ikke lade ham slippe af sted med at tage æren for den aktivistiske danske udenrigspolitik, der ikke er hans opfindelse, men som han tværtimod udsatte for alvorlig politisk og moralsk belastning.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.