Midt i 1980’erne var rivaliseringen mellem Michael Jackson og Prince på sit højeste.
I 1987 sværmede Prince for bløde værdier på ’Sign O’ The Times’, mens den selvproklamerede King of Pop på ’Bad’ var klædt ud som slem læderdreng. Som de fleste andre seriøse kritikere var også vi dengang ret sikre på, at fremtiden tilhørte kunstneren Prince, mens entertaineren Michael Jacksons popperfektionisme snarere pegede bagud. Nu kom det til at gå lige omvendt. Michael Jackson blev for musikken, hvad legebarnet Spielberg var for Hollywood. I en tid, hvor rock og pop eksploderede som massekultur, formåede han at fremtræde som sin tids mest gigantisk henrykkende stykke koncertlegetøj. Og i højere grad end Prince leverandør af uopslidelige evergreens. En vigtig forklaring er Quincy Jones. Alle Michael Jacksons tre mesterværker – ’Off The Wall’, ’Thriller’ og ’Bad’ – er produceret af Quincy Jones. På egen hånd kom Jackson aldrig til at lave en plade støbt af samme dirkefri disciplin. Hans efterfølgende plader var glimtvis brillante, men ufokuserede. »Vær beredt! Om ti minutter bliver du en del af Historien!«, buldrede det ud af højttalerne i Prag, hvor Michael Jackson i 1996 indledte sin europaturné. Jackson skulle promovere sin HIStory. Et opsamlingsalbum krydret med nye numre, der med sit ordspil på ’hans historie’ og ’Historien’ anslog storhedsvanviddets toner. Koncerten understregede, at Michael Jackson var i gang med at reducere sig selv til et hult monument. 13 år senere var Michael Jackson i gang med at knokle sig i form til en stribe ildevarslende comebackkoncerter i London, da hjertet sagde stop. Nu da Michael Jackson ikke længere vil blive omgivet af nye, sære skandalehistorier og ikke længere skal kæmpe for at fastholde fordums position som King Of Pop, bliver det muligt mere entydigt at hylde ham for hans enestående musikalske storhedstid.
