Der vil givet gå længe, før dramaet i Iran er slut, fordi opstanden har vist, at en meget stor del af den iranske befolkning ikke ser den islamiske revolution i 1979 som deres.

Det gælder især de unge, som udgør det store flertal. I stedet for at lytte til de unge vil regimet fortsætte med at søge at kvæle dem med vold, for det er blevet en overlevelseskamp for diktaturet. Det kunne være gået endnu værre til i gaderne. Der er givet blevet dræbt langt flere end de officielt omkring 20. Ifølge oppositionen er der over 250 dødsofre, men der er endnu ikke skudt med det tungeste skyts ind i demonstrationer, som kunne have kostet tusindvis af dræbte. Regimet har vist en vis tilbageholdenhed i gaderne, men ikke bag fængselsportene, hvor flere tusinde fanger har grund til at frygte aldrig at komme ud i live. De udsættes ifølge øjenvidner for tortur for at aftvinge dem ’tilståelser’ for at arbejde for Vesten eller for at få dem til at angive meddemonstranter. Familier får i de fleste tilfælde ikke adgang til dem og heller ikke deres advokater, hvoraf flere er arresteret i stedet. Det er ikke noget nyt.