Mærsk Mc-Kinney Møller sad ifølge Henning Larsen i sin gyngestol med en stiv pegefinger og råbte ad arkitekten, mens han afviste ønsket om en ren glasfacade på Operaen: »De skal sige tak!«. Det har Henning Larsen nu så eftertrykkeligt undladt at gøre med bogudgivelsen af samme titel. Det er et forsvarsskrift for arkitektens eftermæle, hvor han fraskriver sig makværket på Dokøen, og hvormed han bryder en tavshedsklausul indgået med skibsrederen. Der er ingen tvivl om, at Operaen var blevet en lidt bedre bygning, om ikke bygherren Mærsk Mc-Kinney Møller også havde påtaget sig rollen som bedrevidende amatørarkitekt.
LÆS ARTIKEL Opera-arkitekt: Hr. Møller ville ødelægge min tegnestue
Men var facaden blevet indkapslet i en mere neutral glasramme, som Henning Larsen ønskede, ville ligheden med Jean Nouvels koncert- og kongrescenter i Luzern kun have været endnu mere pinlig.
Man kan også synes, det er underligt, at Henning Larsen ikke blot forlod byggeriet, men accepterede igen og igen at lade sig ydmyge af Mærsk Mc-Kinney Møllers utidige indblanding i den kreative proces.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.