Det aktuelle slagsmål mellem Operaens arkitekt, Henning Larsen, og bygherren, Mærsk Mc-Kinney Møller, rejser flere spørgsmål, end Henning Larsens netop udgivne bog, ’De skal sige tak’, giver svar på. I sit professorkontor ved Oxford University sidder Bent Flyvbjerg i hvert fald og undrer sig. Han er professor i styring af store projekter, og så vidt han kan se, er både Mærsk og Larsen gået ind i det enorme byggeri med noget, der ligner bind for øjnene. »Det er da mærkeligt, at man som bygherre vælger Henning Larsen, hvis man ikke kan lide glas. Det er en selvmodsigelse. Henning Larsen er kendt for sin brug af glas og lys, og det karakteriserer alle hans bygninger. Måske skulle de allerede der have diskuteret, om det var en god ide at samarbejde. Jeg undrer mig også over, hvorfor sagen er endt her, for Henning Larsen har mange års erfaring med Mærsk. De har arbejdet sammen i flere tilfælde, så Henning Larsen må have vidst, hvad han gik ind til«, siger Bent Flyvbjerg. Gehrys principper Han mener, at Operabyggeriet kunne være styret uden om de meget store slagsmål mellem arkitekt og bygherre, hvis de havde skævet til de erfaringer, den verdensberømte arkitekt Frank Gehry har høstet. Gehry har nogle principper, der er blevet kaldt ’organization of the artist’. Det betyder – groft sagt – at man skal sætte nogle klare spilleregler op for byggeriets design, allerede før man stikker spaden i jorden, men når så designet er aftalt, så gennemfører arkitekten det uden utidig indblanding fra andre.

Kontrakt skal skabe rene linjer
Bent Flyvbjerg forsker i øjeblikket i Frank Gehrys arbejdsmetoder, og han vurderer, at aftalerne mellem arkitekt og bygherre ikke behøver at være superdetaljerede for at forebygge store slagsmål.

»Det handler om tillid. Hvis man hyrer en arkitekt, man har tillid til, så beslutter man sig for, hvor meget man selv vil bestemme, og hvor meget der skal overgives til arkitekten. Hvis du selv vil bestemme materialerne, hvad der kunne være naturligt, så skal man jo ikke have en stålbygning, hvis man ikke bryder sig om stål. Men at bestemme toilethøjderne, som vi har læst, at Mærsk har villet, er nok mere usædvanligt.«, siger Bent Flyvbjerg og fortsætter

»Arkitekten skal trække grænsen der, hvor den afgørende streg, som er hans eller hendes kendemærke, skal føres. Arkitektur og kunst er ikke noget, man afgør i kommissioner, og selv om arkitektur er holdarbejde, så skal hovedarkitekten have det afgørende ord, så man sikrer, at byggeriet udgør en enhed og en helhed. Og aftaler skal selvfølgelig indeholde parternes kardinalpunkter. Hvis man som Mærsk ikke kan lide glas, skal det stå i kontrakten, hvordan det må bruges. Det må arkitekten så acceptere eller sige nej tak, det her er ikke en opgave for mig«, siger Bent Flyvbjerg.