De mente det sådan set godt, politikerne, da de i 2006 vedtog den seneste reform af læreruddannelsen. Nu skulle fagligheden helt i top. Ikke mindst inden for naturfag, som politikerne ville opgradere til et stort linjefag – på linje med dansk og matematik. I dag, små fire år efter, må vi konstatere, at politikernes drømme om at styrke naturfagligheden er forvandlet til et mareridt: Andelen af lærerstuderende, der vælger naturfag, er faldet til blot en fjerdedel.
Af de mere end 3.300 nye lærerstuderende fra 2009 har blot 262 valgt naturfag som linjefag. Til sammenligning valgte 931 matematik og 2.160 dansk. Og som Politiken kunne fortælle mandag, har denne udvikling nu ført til, at flere seminarier nedlægger faget helt. »Fuldstændig uantageligt«, lyder det fra undervisningsminister Bertel Haarder (V), og det har han indiskutabelt ret i. Men det burde nu ikke komme som en nyhed for ham. Allerede i begyndelsen af årtiet viste en kortlægning, at det kun var 40 pct. af de lærere, der underviste i natur/teknik i 2. klasse, som rent faktisk havde uddannelsen til det.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

