Naturen som naturvidenskabeligt fænomen optager ikke danskerne. Det konkluderede en rapport for få år siden. Natur er noget, vi nyder at se på, lader os fascinere af – eller gør til genstand for selvrealisering på ski- eller dykkerferier. Men at få den ind under huden og forstå den er ikke nogen national yndlingsdisciplin. Den kolossale brugsværdi, der er resultatet af vores beherskelse af naturen, nyder vi gerne, men vi beflitter os helst ikke med at forstå og forklare den. Kroppen er nok interessant som eksponeringsflade for livsstil og identitet, men som naturfænomen: Vorherre bevares! Sådan ser billedet ud tegnet med en grov streg. Samtidig har danske elever indtil nu klaret sig dårligere end gennemsnittet i de internationale Pisa-undersøgelser på naturfagsområdet. Interessen for naturfagene er langt under gennemsnittet i OECD-landene, og spørger man eleverne, synes ikke de, at undervisningen er tilstrækkelig vedkommende. Ganske vist påbegynder langt de fleste børn skolegangen med stor nysgerrighed og entusiasme for naturfagene, en interesse, som for alt for mange udvikler sig til en fremmedgørelse over for fagene, når de unge senere skal vælge deres uddannelse eller de lærerstuderende et linjefag. De naturvidenskabelige fag trækker ikke, de er ikke ’sexede’, de kalder kun på få af de ivrige, opfindsomme og entusiastiske unge. Optaget til visse naturvidenskabelige uddannelser på Københavns Universitet er i løbet af ti år stærkt reduceret; geologi er halveret. Kun få af de lærere, der underviser i natur/teknik i folkeskolen, har den fornødne linjefaglige kompetence til det, og sammenlignet med den massive opbakning til pædagogiske forløb er efterspørgslen i kommunerne efter naturfaglige efter- og videreuddannelser minimal. Mindre end 10 procent af de lærerstuderende valgte sidste år naturfag som linjefag, og på flere læreruddannelser er ikke blot de naturvidenskabelige fag, men også de faglige miljøer truet på deres eksistens.
Pigerne interesserer sig ikke meget for naturfagene, og de elever – navnlig drenge – som i skolen havde svært ved de sproglige og kulturelle discipliner, møder i stigende omfang tekniske, praktiske og naturvidenskabelige fag i en ydmyg og tilbagetrukket tilværelse i uddannelsesbilledet. Fagene giver ikke prestige, signalerer ikke fremdrift. Det påvirker i særlig grad unge fra socialt svage lag eller unge med indvandrerbaggrund, som generelt har lettere ved at knække koden i de tekniske, praktiske og naturvidenskabelige discipliner end i de samfundsvidenskabelige eller humanistiske. Disse unge kommer i stigende antal til at savne en succesfuld vej til uddannelse. Og til beskæftigelse. H.C. Ørsted skrev i ’Ånden i naturen’, at han frygtede, at naturvidenskaben ville blive reduceret til et område for ting, teknik og økonomisk vækst, og at videnskaben ville blive løsrevet fra den kulturelle og civiliserede modning af befolkning og offentlighed. Frygten er blevet til virkelighed. Science er som uddannelsesområde blevet nørdet og ikke en naturlig del af almendannelsen hos unge mennesker. Almendannelsen er i stedet næsten udelukkende humanistisk og samfundsvidenskabelig – her er det os selv som individer og kollektiv, der er i centrum, og ikke verden som naturfænomen. Her mener vi noget – her har vi værdier.
