Uden nævneværdig debat har regeringen besluttet, at staten skal hælde yderligere 525 mio. kr. i SAS. På blot to år har den danske, norske og svenske stat, som i fællesskab ejer 50 pct. af SAS, brugt i alt 4 mia. kr. på at forhindre selskabet i at kollapse.

At hælde så meget statsstøtte direkte ind i et enkelt selskab er helt uhørt. Især når der er tale om et selskab, der opererer på et frit marked, hvor konkurrenterne ikke har adgang til statskassen. Forklaringen på, at de tre stater nu igen vil bruge penge på at støtte SAS, er, at selskabet er midt i en effektiviseringsproces, der skal gøre selskabet klar til at blive solgt. Umiddelbart lyder argumentationen plausibel. Hvis man i kraft af en investering og lidt tålmodighed kan sikre en højere salgspris på SAS, kan det være en god plan. Problemet er blot, at det ikke har realiteterne for sig, at SAS skulle blive et sundt selskab. Syv ud af de seneste ti år har SAS givet underskud. I 2009 nåede underskuddet helt op på 2,6 mia. kr. Og alene de første to måneder af 2010 har SAS tabt 730 mio. kr.