IRAN HAR genoptaget stening til døde for utroskab, en middelalderlig brutalitet, som landet i december 2002 gav EU et skriftligt løfte om at suspendere. Mindst seks iranske kvinder venter nu på stening. En mand og en kvinde blev stenet til døde i maj i største hemmelighed, formentlig på grund af løftet til EU. Tidligere blev alle interesserede i et lokalsamfund inviteret til at deltage som kollektive bødler. Genoptagelsen af stening hænger ifølge iranske kommentatorer sammen med præsident Ahmadinejads brug af gamle måder at disciplinere befolkningen på. Samtidig opleves en bølge af henrettelser ved hængning af oppositionelle på offentlige steder til skræk og advarsel i et samfund, hvor den sociale og politiske uro øges. Alle former for krænkelse af menneskerettighederne for iranere, der trodser præstestyret, er skærpet, siden Ahmadinejad vandt præsidentvalget i juni sidste år. Men livet selv er den vigtigste ret for mennesket, så det er trist, at verdenssamfundet vier henrettelserne i Iran så ringe opmærksomhed, som tilfældet er. Den skærpede undertrykkelse i Iran bør, som den iransk-norske menneskerettighedsforkæmper Mahmood Amiry-Moghaddam sagde til gårsdagens avis, gives mindst lige så megen opmærksomhed som konflikten om Irans atomprogram.AHMADINEJAD føler sig styrket til at slå ned på sine modstandere af krisen om Irans atomprogram og af sit regimes støtte til Hizbollah under krigen i Libanon, der således også dræber mennesker i Iran. Der er næppe tvivl om, at det store flertal af iranere støtter regimets krav om ret til at udvikle atomteknologi til fredeligt brug, men der skønnes ikke at være flertal for udvikling af atombomber. Der er næppe heller flertal for regimets støtte til Hizbollah. Iranerne er ikke del af den arabiske verden og føler sig af gode grunde mere civiliserede og sofistikerede end flere arabiske befolkninger. Vesten skal tilstræbe dialog med præstestyret, da vejen til det regimes endeligt ikke er vestlig militær indgriben. Vejen er derimod styrkelse af det reelt eksisterende meget stærke iranske civilsamfund, der omfatter mange politiske og kulturelle oppositionsgrupper, herunder stærke arbejder- og kvindebevægelser, som bør gives langt mere international støtte end hidtil. Internationalt pres har reddet menneskeliv i Iran, og EU har nu et særligt ansvar, da det har større indflydelse på Iran end USA - netop fordi EU også fører konstruktiv dialog med regimet.