Det måtte jo komme. Spørgsmålet var kun, hvor mange dage der ville gå, inden Dansk Folkeparti ville reagere. For selvfølgelig kunne partiet ikke stiltiende blive ved med at se på, at Udenrigsministeriet gør sit yderste for at foranstalte den største evakuering af danske statsborgere nogensinde - statsborgere, der vel at mærke for de flestes vedkommende har libanesisk eller palæstinensisk baggrund. Mange af dem var på sommerferie i Libanon for at besøge familie og venner, som blev tilbage, da de selv flygtede fra landet under et tidligere kapitel i den krig, der nu igen raser i Mellemøsten. I GÅR VAR målet fuldt for udenrigsordfører Søren Espersen, som udtalte: »Evakueringen af tusindvis af danske statsborgere i Libanon giver os en enestående mulighed for at undersøge, hvilke personer det drejer sig om, og om de pågældende modtager overførselsindkomster, herunder kontanthjælp og dagpenge i Danmark«. Det fremgår ikke af Espersens udtalelser, om han vil bruge denne enestående lejlighed til grundigt at undersøge, om der skulle være blonde, blåøjede danskere blandt de evakuerede, der har snydt i skat. Faktisk er der jo ikke grænser for, hvad man kan få undersøgt, når man har navne og adresser til rådighed på en gruppe mennesker, som har det til fælles, at de var på ferie det samme sted på det samme tidspunkt. Besynderligt, at han ikke fik den idé sidste år, da i hundredvis af danskere måtte hjælpes hjem fra tsunamiens katastrofeområder. Hvad kunne det offentlige ikke dengang have fået ud af flyselskabernes passagerlister? ESPERSENS mistænkeliggørelse af danske statsborgere på ferie blev hurtigt bakket op af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), der ikke kunne tillade, at Dansk Folkeparti skulle løbe med gevinsten alene. Det er ynkeligt at betragte Espersen og Frederiksen afsløre deres manglende tillid til, at myndighederne, som Frederiksen selv har ansvar for, har hånd i hanke med misbrug af sociale ydelser. Og det er beskæmmende, at regering og støtteparti kappes om at udnytte konflikten i Mellemøsten til at ramme de nærmeste palæstinensere og libanesere, i frygt for at deres vælgere skulle få sympati med mennesker, der på fejlfrit og klingende århusiansk fortæller, at »nu vil de bare gerne hjem til Danmark og Århus«. Det var en forudsigelig reaktion fra regering og støtteparti, men det gør den ikke mindre afskyelig.