Nyheden om at endnu en runde af forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO) er ved at gå helt i stå, vil næppe blive mødt med meget andet end et skuldertræk blandt såvel iagttagere som involverede. For det første har der i forvejen ikke været mere liv i den nuværende 'Doha-udviklingsrunde', end der er tivoli over forhandlingskarrusellen i WTO-bunkeren i Genève. Selv i en stadig mere globaliseret verden betyder toldindtægter og beskyttelse af egne industrier og landbrug alt for meget, til at handelsministre tør sige andet end velvillige almindeligheder. For det andet har der indtil videre været meget lidt at komme efter for udviklingslandene, der hellere vil tale om udvikling generelt, simpelthen fordi de har så lidt at handle med, at WTO's mål om liberalisering af markederne ikke rigtig batter uden øget industrialisering og bistand til samfundsudvikling. For det tredje løber embedsmændene sur i den uendelighed af tekniske detaljer, som systemet af handelsregler efterhånden udgør. Endelig er WTO, med over 140 medlemslande og et basisdemokratisk princip om, at alt skal vedtages med fuld konsensus, ved at have nået et punkt, hvor karrusellen dårlig nok kan komme op i fart. Der har været talt om at reformere selve organisationen, men man tør slet ikke tænke på, hvilken proces det i sig selv vil kræve. De tre hovedgrupper i forhandlingerne står fast på deres krav. De vestlige lande med EU og USA i spidsen vil gerne åbne deres markeder for varer fra de fattigste udviklingslande. Det vil de rigere og større, men stadig relativt fattige udviklingslande som Indien, Kina og Brasilien ikke så gerne, og de vil slet ikke åbne yderligere for varer fra de vestlige lande. Sommetider formår gruppen af de rigere udviklingslande at få gruppen af de fattigste over på deres side, sommetider lykkes det de vestlige lande, ved at lokke med øget bistand, at få de fattigste over på deres side. Og sådan går det rundt og rundt, og lige lidt hjælper det. Netop globalisering og øget udvikling kræver, at handlen liberaliseres til gavn for alle, der har noget at handle med. De, der har mest, bør liberalisere mest og først. Det tør vestlige politikere ikke fortælle farmerne i USA's Midtvesten, vinbønderne i Frankrig og sukkerroelandmændene på Lolland. Men det er den vej, det går. De fleste it-specialister har et indisk pas. Kineserne har ikke tænkt sig at skrue ned for blusset. Man kan ikke i længden oplagre tonsvis af billige underbukser på den anden side af toldgrænsen, som EU farceagtigt forsøgte det sidste vinter. Det ved handelsministrene godt. Men de lader som ingenting og lader eksperterne sige sandheden, måske i håb om at det langsomt vil skubbe karrusellen i gang igen.