Hvad kommer først, hønen eller ægget? Når det gælder genopbygning af lande, står valget mellem sikkerhed og civile projekter, men også her er det umuligt at sige, hvad der kommer først. Begge dele er nødvendige, hvis det skal lykkes et sønderknust land at genopstå. Og for begges vedkommende må man som forsvarsminister Søren Gade (V) desværre konstatere, at verdenssamfundet ikke har leveret varen i Afghanistan. Når det gælder den civile genopbygning, er der ved internationale donorkonferencer blevet lovet store summer, men efter at champagnepropperne er faldet til jorden og diplomaterne taget hjem, har det været mere skralt med støtten. Op imod halvdelen af de lovede midler er aldrig blevet udbetalt, og som så ofte er alt for mange af de penge, der er kommet, blevet spist op af administration og dyre internationale eksperter. Når det gælder sikkerhed, er der blevet brugt uhyre summer på at jagte al-Qaeda, men alt for lidt på at skabe sikkerhed for den menige afghaner. I alt for lang tid var den internationale sikringsstyrke begrænset til Kabul, og da genopbygningen af en national afghansk hær også er blevet alt for lavt prioriteret, er det desværre lykkedes Taleban at gøre et betydeligt comeback. I store dele af det sydlige Afghanistan sidder Taleban således i dag reelt på magten og har genvundet en styrke, som atter gør dem til en seriøs magtfaktor i landet og en reel trussel mod de internationale tropper. Så sent som i forgårs omkom to britiske soldater i kamp med Taleban. Dermed ikke sagt, at alt er gået galt i Afghanistan. Økonomien voksede sidste år med 14 procent; flere millioner flygtninge er vendt hjem efter årtier i eksil; der er gennemført vellykkede demokratiske valg, vedtaget en ny forfatning og valgt kvinder til nogle af landets højeste poster. Alt sammen ting, som beviser, at selv i et så vanskeligt stillet og hårdt ramt land som Afghanistan kan der opnås resultater og gøres reelle fremskridt i retning af demokrati og stabilitet. Umulig er opgaven med andre ord ikke, men skal det lykkes at gøre Afghanistan til en succeshistorie, er det afgørende, at verdenssamfundet nu virkelig sætter fokus på landet. Indtil det går betydelig bedre, giver det ikke den store mening at filosofere over, om det er på det militære eller civile område, at behovet er mest akut. Pointen er ganske enkelt, at bistanden skal øges markant på begge områder, hvis ikke Afghanistan skal glide tilbage i retning af kaos, anarki og lovløshed.