ET DÅRLIGT stykke bliver sjældent bedre af at blive spillet to gange. Heller ikke i Mellemøsten, hvor palæstinensere i Gaza har bortført en israelsk soldat, og hvor Israel derfor har rykket kampvogne og soldater ind. Man har oplevelsen af deja-vu. Har Mellemøsten ikke været der før, gang på gang? Man kan føle sympati for Israels reaktion på bortførelsen, men ødelægger Israel ikke sin egen sag? Man kan tilsvarende føle sympati for palæstinensernes kamp for en egen stat, men ødelægger de ikke også deres egen sag? Svaret er bekræftende i begge tilfælde. Palæstinenserne har ikke nogen ret til at bortføre israelere eller til at udføre terror på israelsk jord. Israel har ikke nogen ret i Gaza. PROBLEMET er, at der altid er ekstremister og dårlige ledere i Mellemøsten, klar til at forpurre fornuftige fremskridt eller villige til at lade sig lokke ud på destruktive spor. De gode ledere, vi venter på, vil ikke alene afvise vold og gøre deres bedste for at hindre vold - de vil også undlade at hoppe på voldens limpind. I disse dage dumper begge parter. På den palæstinensiske side viser den ret nyvalgte Hamasregering, at den hverken har styr på Gazastriben, som Israel forlod sidste år, eller styr på sine egne konfliktsøgende militser, som hellere iscenesætter terror eller bortførelser end indstiller sig på fred med Israel. På den israelske side viser den nyvalgte Olmertregering, at den ikke har forstået lektien af hverken den tidligere israelske besættelse af Sydlibanon eller den fortsatte besættelse af Vestbredden: at besættelse og voldelige interventioner ikke giver sikkerhed, men kun provokerer til yderligere vold og konflikt. I DET palæstinensiske selvstyre synes den pragmatiske Fatahbevægelse og den nationalreligiøse Hamasregering ellers at have indgået et kompromis, som tøvende accepterer en tostatsløsning side om side med Israel, dog uden at Hamas eksplicit anerkender Israel. Og i den israelske regering har premierminister Olmert netop lovet den jordanske kong Abdullah, at han er parat til nye indrømmelser, hvis der er en palæstinensisk vilje til fred. Ret beset ved begge parter, at der ikke er et alternativ til fred og dialog mellem to folk, villige til at leve i to nationer, side om side og i fred og samarbejde. Løsningen er jo kendt. Det er viljen og modet, der mangler.