VI TEGNER I dagens avis et portræt af en lille, men ikke ubetydelig strømning inden for den danske lutheranisme - Tidehverv. Den har i årtiernes løb deltaget effektfuldt i mange teologiske og kirkelige debatter. Både i opgøret med hellig forlorenhed i 1920'erne og 30'erne, og dengang mange af dens medlemmer gik ind i modstandsbevægelsen, ydede den værdifulde bidrag. Men det kan ikke skjules, at når den i dag kommer i avisen, så skyldes det først og fremmest, at Søren Krarup og hans fæller har fået magt i medier og politik - på ryggen af Dansk Folkepartis store indflydelse. Det er en central pointe i portrættet, at Tidehvervs meget skarpe, polemiske tone er en del af forklaringen på den hårde og polariserende retorik, der i disse år på nogle områder præger dansk politik og samfundsliv. Særlig ondartet er i den forbindelse Søren Krarups brug af besættelsesanalogien. De flygtninge, som vi har taget imod, og de indvandrere, som vi har givet opholdstilladelse, beskrives uden blusel som en »besættelsesmagt«, der truer nationens overlevelse. Og de politikere, der ikke ønsker lukkede grænser, udskriges som landsforrædere eller samarbejdspolitikere. MÅLT PÅ DE værdier, det liberale demokrati hviler på, er det nærliggende at affeje Søren Krarup og hans fæller som et nærmest bizart og anakronistisk fænomen: Han søger tilbage til før oplysningstiden for at finde sunde kristne og nationale værdier. Han betragter det moderne gennembrud som et syndefald. Han udlægger menneskerettighederne som totalitære. Han gør humanisme til et skældsord og påstår frejdigt fra Folketingets talerstol, at Lenin og Pol Pot hyldede menneskerettighederne, selv om et enkelt opslag i historiebøgerne viser, at de var lige så fjendtligt indstillede over for dem, som han selv er. Men selv om den religiøse 'instans', der er hans løftestang i debatten, er svær at tage alvorligt, minder jubilæet om, at det alligevel ikke kun er hans parlamentariske magtbase, der giver ham indflydelse. Tidehverv er en sekterisk form for lutheranisme. Men den kan støtte sig til elementer i dansk idehistorie, der giver den klangbund ud over sektens rækker. Faktisk var Martin Luther selv en grov, for ikke at sige hadefuld, debattør, hvis reformation også var en form for fundamentalisme. Lutheranisme og kristendom herhjemme er heldigvis meget andet end den side af stifterskikkelsen, der inspirerer Søren Krarup. Men med fare for at glæde ham på dagen må det konstateres, at Søren Krarups politisk succesrige udlægning af tidehvervet ikke er noget helt udansk fænomen. Så meget desto mere fortjener den vedholdende kritik.