PÅ MANDAG udkommer en bog af rektor og professor Lars-Henrik Schmidt - 'Om Vreden', hedder den, og den vil på baggrund af hans subjektive fornemmelser demonstrere, at vreden blandt danskere er forøget betragteligt i de senere år. Det responsive demokrati udøves med den klare hensigt at gøre befolkningen mindre vred ved at opfylde dens krav. Vreden er erklæret tabu - ikke sådan at forstå, at den ikke erkendes som biologisk impuls, men sådan at forstå, at den bør betvinges, helst med demokratiske værdier - med høfligheden og tonen (Uffe Ellemann-Jensen!) som de klassiske metoder til at lette vreden. I ANDRE kulturer har vreden haft en helt anden status. »Vreden, Gudinde, besyng, som greb Peleiden Achilleus«, begyndte Homer et kendt digt. Aggressioner kunne være konstruktive, og der fandtes retfærdige hævndrab. Man kunne være magtfuld og vred. Den store forskel fra Homer til i dag er, at freden er blevet livets sommervejr. Det er afmagten, som skaber vrede, ikke magten. Shakespeares 'King Lear', som raver rundt i stormen i afmægtig vrede og galskab, er underkastet andre menneskers magt, mens han selv er blevet afmægtig - hans raseri har en utopisk undertone af uformuleret aggression, fordi han aner et andet samfund, hvor han kunne være konge og ikkekonge på samme tid, uden at være reduceret til omflakkende galning og tigger. OGSÅ I vore dage er der et element af utopi i megen aggression, også den knægtede. Og i den forbindelse kan det undre, at endnu ingen (i harme!) har råbt op imod de tv-programmer, som demonstrerer moderne børneopdragelse ved hjælp af indbudte pædagoger. I fuldt alvor kræves det, at vrede små børn skal betvinge deres impuls og mumle et 'ærligt' 'undskyld'. Her begynder vreden! Her, hvor overmagtens konsekvens lukker alle udgange for sjælen.