HVIS DER stadig er højt til loftet i Venstre, så er det nok mest, fordi taget er ved at løfte sig under indtryk af alle de konflikter, der er brudt ud i landets største og regeringsbærende parti. I de seneste dage har ord som 'paranoia', 'kvalt debat', 'metaltræthed, 'syg debatkultur' og så videre præget forsiderne på landets store aviser. Personspørgsmål har det heller ikke skortet på. Spindoktoren er inkompetent, gruppeformanden er svag, og den politiske ordfører er en gadedreng. Ingen af delene er nyt, men bagved lurer partiformandens stædighed og manglende gehør som det uudsagte, men alvorlige problem. Efter fem års succes ser det ud, som om kun en lang sommer kan redde partiet fra, at kævlet bider sig fast. KONFLIKTEN OM Søren Pinds liberalistiske teser er den mindst interessante af de tre-fire politiske brudflader, der pludselig er kommet op til overfladen. Kun fordi der er så meget andet, kan nogle velkendte og ærlig talt ret moderate ønsker om en mere økonomisk liberal politik skabe så meget ballade. De andre konflikter er nok så afgørende: Det gælder uenigheden om terrorpakken, hvor kun Socialdemokraternes utrolige tjenstvillighed reddede Venstre ud af en kattepine. Det gælder det kaotiske forløb om kunstig befrugtning. Og det gælder ikke mindst det efter karikaturkrisen lurende ubehag ved det fortsatte parløb med Dansk Folkeparti. Især nu, hvor de radikale har placeret sig i en ny midterposition. BRUDFLADERNE HAR det til fælles, at de drejer sig om politisk substans, ikke personer. Det, der er på spil i hvert enkelt tilfælde, kan i virkeligheden udtrykkes meget enkelt: Er Venstre stadig et liberalt parti? I et liberalt parti ville der ikke være tvivl om, at hvis man ofrer frihedsrettighederne for at øge sikkerheden, så ender man, som Benjamin Franklin sagde, med at miste begge dele. Ej heller om at udgangspunktet i befrugtningsdebatten må være det enkelte menneskes frie valg. Og slet ikke om, at man som liberal foretrækker tolerance frem for fremmedhad og et åbent Danmark frem for national selvtilstrækkelighed. At man som liberal også må stræbe efter, at skatten falder snarere end stiger, fuldender blot billedet. En partiledelse, der har skabt tvivl om så grundlæggende elementer i det liberale tankegods, har et problem. At reducere balladen til personfnidder og irriterende medievinkler er derfor det dummeste, venstrefolket kan gøre. Vejen frem er mere politik, ikke mindre. Mere debat, ikke mindre. Kun på den måde kan partiet genfinde sin liberale sjæl.