EFTER AT have stået i skyggen af krigen i Irak er Afghanistan ved at kæmpe sig tilbage på den internationale radarskærm. Af to indbyrdes forbundne grunde. For det første, fordi det desværre ikke går særlig godt i Afghanistan. Taleban bliver stadig stærkere og mere selvsikker i de sydlige provinser omkring Kandahar. Flere steder har Taleban genindført sharialov. Andre steder kontrollerer de vejene; de har gennemført mindst én offentlig henrettelse, og overalt yder de hård kamp mod de internationale tropper. Den sidste måned har budt på nogle af de blodigste kampe, siden Talebanstyret blev væltet i 2001, og det skønnes nu, at Taleban råder over op imod 6.000 krigere - næsten 10 gange så mange som for blot et par år siden. Den anden grund til, at Afghanistan tiltrækker sig mere opmærksomhed, er, at NATO er ved at overtage hovedansvaret for at sikre og stabilisere landet. Hvilket ikke bliver en let opgave. Ikke bare er Taleban på vej frem; det er også mislykkedes at skabe et stabilt styre i Kabul. Ganske vist er præsident Karzai stadig ved magten, men som man kunne læse i gårsdagens avis, har han været tvunget til at tage flere af de mest usympatiske og blodplettede krigsherrer ind i regeringen og dermed i manges øjne delegitimeret sit styre. NATO FÅR således sin sag for, men Afghanistan er et land, som det internationale samfund ikke har råd til at tabe på gulvet. Mens man med en vis ret kan argumentere for, at en kontrolleret tilbagetrækning fra Irak vil føre til mere stabilitet i landet, vil Afghanistan med stor sikkerhed vende tilbage som terrorrede, hvis det mislykkes at genopbygge landet. At undgå det kræver en større indsats fra det internationale samfund end hidtil, både militært og civilt. På den militære front er det en skandale, at man de første år begrænsede sig til at sikre Kabul og derved tillod Taleban at genvinde sin styrke. Den skal knækkes så hurtigt som muligt, og man må håbe, at NATO - og de lande, som stiller tropper til rådighed - er forberedt på i de kommende måneder at gå endog meget håndfast til værks. Men skal stabiliteten i Afghanistan sikres på længere sigt, er militær magt ikke nok. Civilsamfundet skal også genopbygges, og her står det også skralt til. Ganske vist er der blevet gennemført nogenlunde frie valg, men for alt for mange afghanere er livet stadig ekstremt hårdt og fattigt og fristelsen til at dyrke opium tilsvarende stor. Skal sagaen om Afghanistan ende lykkeligt, er det afgørende at forbedre tilværelsen for befolkningen, og her må verdenssamfundet til at finde den store pung frem. Det manglede bare.