»Præsidenten for en rigsret«, synger rockikonet Neil Young på sit nye groft skårne protestalbum. Albummet med den utvetydige adresse kommer i halen på en række amerikanske værker, blandt andet dokumentarfilm som Michael Moores 'Fahrenheit 9/11' og den tidligere præsidentkandidat Al Gores Cannes-aktuelle miljøfilm 'An Inconvenient Truth'. Herhjemme har et medlem af kulturministerens kanonudvalg Henrik Marstal foranstaltet udgivelsen 'Protestsange.dk', hvor yngre samtidige musikere fortolker gamle danske protestsange. Og nu er det nok!, sagde fem kvindelige forfattere for nylig. De debuterede alle i 1990'erne med en livsnær og apolitisk litteratur, men nu synes de, det er på tide at blive politiske. Årsagen til vendingen tilskrives Anders Fogh Rasmussens magtfuldkomne arrogance. Men protesterne rører også på sig andre steder i samfundet. I sidste uge forsamledes flere end 50.000 mennesker foran Christiansborg for at demonstrere mod velfærdsforringelser. De studerende besatte Sociologisk Institu. Og venstrefløjens politiske ungdomsorganisationer melder alle om medlemsfremgang. vurdering kunne man forveksle denne tendens til en generel politisering med tilstanden i begyndelsen af 1970'erne. Historieskrivningen har de seneste år gjort meget ud af at beskrive 1970'erne som en dyster tid, hvor den forblændede velvoksne venstrefløj alene kappedes om den mest radikale udlægning af Marx' skrifter, og at det kun var gode fornuftige midter- og højrekræfters skyld, at vi undslap revolutionen. Men 1970'erne bød også på andet og mere end rød front, noget, som stadig øver indflydelse langt ind i de borgerlige rækker. Det var en række folkelige bevægelser, som ikke kunne stedfæstes i det almindelige politiske skema, men som alle kæmpede for hver sin specifikke sag. Det var på den ene side de mindre succesfulde som fredsbevægelsen og EF-modstanden og på den anden side de mere succesfulde som miljøbevægelsen, den økologiske bevægelse og kvindebevægelsen. Hvis vores tid med dens helt anderledes multietniske og multikulturelle forudsætninger på nogen måde skal lære af 1970'ernes mere succesrige protestbevægelser, så er det at være specifik. Modstanden mod uanstændighed og kynisme skal formuleres konkret. Ikke som drømme om utopier eller genindspilninger af gamle protestsange, men gør som Neil Young og Al Gore: analyser og sæt direkte adresse på vor tids problemer.