IRAN MÅ ikke få atomvåben. Så langt kan stort set alle være enige. Et atombevæbnet Iran vil formentlig sætte gang i et mellemøstligt våbenkapløb, der ikke bare vil destabilisere den urolige region yderligere, men bringe hele antispredningsaftalen i fare. Spørgsmålet er, hvordan verdenssamfundet bedst kan forhindre, at det sker. USA har længe stået for en hård linje, hvor man med slet skjulte trusler om militær intervention - formentlig i form af luftangreb - har forsøgt at skræmme Iran til at droppe sit atomprogram. Foreløbig med den stik modsatte effekt. Truslerne har styrket Irans konfrontatoriske præsident Ahmadinejad og gjort atomprogrammet til et spørgsmål om den nationale ære, hvilket blev understreget yderligere i den iranske leders brev til præsident Bush for nogle dage siden. MEN NETOP i Ahmadinejads lange og noget snørklede brev ligger måske et signal om, hvordan konflikten kan løses ad forhandlingens vej, således som EU uden held længe har forsøgt. Indtil videre har EU's mæglingsforslag fokuseret meget på, hvordan man på den ene siden kan hjælpe Iran med at få civil atomkraft og på den anden side sikre, at landet ikke udvikler atomvåben. Hvilket selvsagt også må være en afgørende del af enhver aftale, men som næppe i sig selv er tilstrækkeligt. Ahmadinejads brev viser nemlig, at konflikten handler lige så meget om Irans værdighed og generelle sikkerhed som om selve atomprogrammet, og skal forhandlingerne lykkes, er det afgørende, at EU og USA erkender det. SKAL IRAN acceptere EU's nye forhandlingsforslag, må det derfor gå videre end det rent atomare og også indeholde elementer, der beroliger og respekterer landet. Det betyder for det første, at aftalen bør indeholde en garanti mod fremtidige militære indgreb fra USA og dets allierede, noget, som Iran med en vis ret er bekymret for. For det andet bør en aftale omfatte skridt, hvor Vesten accepterer og anerkender Irans status som regional stormagt og bringer landet tættere på det internationale samfund. En oplagt start kunne være, at USA genopretter de diplomatiske forbindelser med Iran, og at både USA og Europa indleder et tættere samarbejde med landet på en række mindre kontroversielle områder såsom kultur, forskning og udveksling af studerende. Udstødelse og trusler har i snart en menneskealder ikke gjort andet end at styrke præstestyret. Det er på tide at prøve noget nyt.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.