Som det fremgår af interview og boganmeldelse i dagens avis, mener professor Per Fibæk Laursen ikke, at Hellerup Skole i særdeleshed, og SKUB-projektet i Gentofte nord for København i almindelighed, kan tjene som forbillede for landets folkeskoler. Hvis han siger det, må det være rigtigt. For Per Fibæk har ikke bare evalueret og monitoreret projektet. Han er en af projektets åndelige bagmænd - og har i rigtig mange år stået som eksponent for den pædagogiske strømning, som SKUB udløber af. Ved bl.a. at ophæve eller svække både klasse- og timebegrebet, og gøre skolen til åbne rum, svigter man de svageste. Hvis man ikke nøje følger den enkeltes indlæring, går det galt. Det er det samme som at sige, at metoden ideelt set kræver mandsopdækning både i hjemmet og i skolen, hvis der stadig skal læres noget. Og det må siges at være lidt af et paradoks i en sammenhæng, hvor den oprindelige målsætning var større frihed og ansvar. En omvendt synder er som bekendt bedre end ti retfærdige, og derfor skal der ikke lyde utak til professoren for dommen over SKUB-eksperimentet. Desværre kniber det lidt mere med at fortælle os, hvad der er rigtigt, hvis Hellerup-modellen er forkert. Per Fibæk fastholder, at børn under ingen omstændigheder bør sidde stille i 45 minutter ad gangen, og at dette grundvilkår må være udgangspunktet for nye forsøg. Argumentet er, at det ikke falder nutidige børn naturligt. Gad vide, om professoren har iagttaget moderne børn ved en computer? Det forekommer os, at man mange steder - fra internetcaféer til private hjem - ser nutidens børn sidde stille i langt mere end 45 minutter ad gangen. De er oven i købet intenst koncentrerede undervejs. Sagen er, at det, der foregår på skærmen, er vedkommende for dem. Og skærmen giver dem en hurtig og kontant tilbagemelding på deres handlinger. Det gælder både, når de kommunikerer med andre. Og når de spiller spil og får point og sejre - eller nederlag - ud af indsatsen. Måske burde de skuffede SKUB-profeter tænke større tanker end blot at gentage behovet for at bryde med den sorte skole, der allerede var fortid for en generation siden. Måske burde de overveje, om den bedste måde at motivere og engagere børn på ikke er at sætte dem til at lave noget, der betyder noget, og som de voksne finder vigtigt. Mennesker og indhold betyder nu engang mere end åbne lokaler og opløste timeplaner.