Hvad har Kina, Cuba, Pakistan, Rusland, Saudi-Arabien og Aserbajdsjan til fælles? Ja, de er undertrykkende, udemokratiske regimer. Og nu også medlem af FN's nyoprettede Menneskerettighedsråd. Det nye råd var ellers oprettet for at gøre det vanskeligere for stater med et blakket ry på menneskerettighedsområdet at blive medlemmer og derved forbedre rådets mulighed for at tage de virkelige problemer op. Med valget af de seks ovenstående lande må det konstateres, at Menneskerettighedsrådet, der afløser den miskrediterede Menneskerettighedskommission, er kommet betydeligt værre fra start, end man kunne have håbet. Og så er det en ringe trøst, at der ikke blev plads til Iran og Venezuela, der også kandiderede til medlemskab, eller at Burma og Nordkorea ikke stillede op. Med medlemmer som Kina, Cuba og Pakistan vil rådets moralske autoritet kunne ligge på et meget lille sted, og da rådet ikke råder over andre magtmidler, vil det i høj grad svække dets gennemslagskraft. Betyder dette, at USA gjorde ret i at stemme mod oprettelsen af rådet og ikke selv søge optagelse som medlem? Nej. Selv i denne noget svækkede udgave vil Menneskerettighedsrådet stadig tjene det vigtige formål at holde gang i en global dialog om menneskerettigheder. Det forandrer ikke verden fra den ene dag til den anden og fører på kort sigt næppe til store gennembrud. Men værdipåvirkningen af et permanent råd skal ikke undervurderes, heller ikke selv om dets medlemmer omfatter de mere tvivlsomme medlemmer af det internationale samfund. Måske er dialogen i virkeligheden FN's vigtigste rolle, når det gælder menneskerettigheder. Det er - som valget til det nye råd understreger - næppe realistisk at udelukke stater med seriøse menneskerettighedsproblemer fra medindflydelse. Og frem for at bruge dette som undskyldning for at trække sig fra arbejdet bør den politiske dialog suppleres med et stadig mere finmasket net af forpligtende juridiske menneskerettighedskonventioner med indbyggede og upartiske kontrolorganer, sådan som det er sket siden Anden Verdenskrig. Der er dog stadig meget at gøre, og der er ikke mindst behov for, at netop USA bakker betydeligt mere op. For eksempel ved selv at være med.