»Hvor halalhippieagtigt kan det blive?«, spørger Politikens reporter i særavisen Politiken Live en af de tolv forfattere, som i december formulerede et manifest mod tonen i dansk udlændingedebat, og som i går holdt fest Til glæden hele dagen i Århus. Og den adspurgte forfatter, Stig Dalager, forklarer fornuftigvis både, at den aktuelle fest har støtte fra gud og hvermand i Århus, fra kommunen til erhvervslivet (altså en by med mange halalhippier) - og at »det, vi har kaldt tonen omkring de etniske minoriteter, er blevet undervurderet«. Det sidste er der grund til at holde fast i. Der blev trukket på skuldrene lovlig mange steder, da forfatterne i december formulerede deres manifest mod tonen, som fik følge af en hel række lignende initiativer. »Hvor halalhippieagtigt kan det blive?«, blev der tilsyneladende tænkt i de toneangivende kredse. Og så fortsatte tonen med at blive skærpet, aldrig skulle man høre andet end et ondt ord om muslimer og andre indvandrere, altid måtte disse 'fremmede' være parate til at tåle, hvad Jyllands-Posten i forbindelse med sine berømmelige Muhammedtegninger så præcist formulerede som »hån, spot og latterliggørelse«. Og tonen i Danmark var blevet sådan, at det blev sværere og sværere her i landet at høre, hvor skinger og fremmedfjendtlig den i grunden var (og er). Men så kom der jo lige efter årsskiftet pludselig en test på tonen, en slags international lydprøve, som mildt sagt gav de tolv forfattere ret. Når man nu ser tilbage på forløbet, så kan det vel nogenlunde fastslås, at Anders Fogh Rasmussens, Pia Kjærsgaards og Jyllands-Postens tone blev desavoueret af den ganske verden, fra paven til Tony Blair, fra George W. Bush til Jacques Chirac, fra Jens Stoltenberg til Uffe Ellemann-Jensen. Der var bare ikke nogen, som ville synge med på den danske fremmedfjendske tone, og derfor måtte statsministeren vente længe og forgæves på egentlig og klart formuleret støtte fra den ene udenlandske 'ven' efter den anden. De kunne nemlig alle sammen høre med et halvt øre, at den tone var og er helt og aldeles falsk og forkert. Men glædeligt var det trods alt, at Muhammedkrisen fremkaldte en slags bredt folkeligt (og ikke mindst borgerligt) oprør mod Fogh Rasmussens Kjærsgaard-tone. Lad os holde den oppe, den nye tone. Til glæden.