Tyskland regeres af en stor koalition, der råder over et massivt flertal af pladserne i Forbundsdagen. Alligevel er medlemmer af den regerende koalition genstand for en uafhængig parlamentarisk undersøgelse, hvor de afhøres under vidneansvar. I Tyskland eksisterer der nemlig en mindretalsbeskyttelse, der sikrer oppositionen mulighed for at give den parlamentariske kontrolfunktion et reelt indhold, uanset at regeringens flertal er loyalt. I Danmark er vi ikke så heldige. Skal Folketinget reelt kontrollere regeringens magtudøvelse i store og kontroversielle sager, kan det kun ske, hvis regeringens eget parlamentariske grundlag - eller dele af det - erkender, at behovet for en undersøgelse er uafviseligt. Selv om alle er enige om, at Muhammedkrisen er den største udenrigspolitiske storm, der har ramt Danmark siden Anden Verdenskrig, har regeringsflertallet hidtil været urokkeligt. Ja, det er værre endnu. Regeringen har behandlet de kontrolmekanismer, der trods alt findes - i første række Det Udenrigspolitiske Nævn - med udsøgt arrogance. Mens krisen ulmede og advarslerne stod i kø, fik Nævnet absolut intet at vide. Men selv efter at krisen eksploderede i slutningen af januar, er Nævnet og Folketinget på det nærmeste holdt for nar. Regeringen har ikke engang villet udlevere dokumenter, som pressen alligevel senere ville få adgang til via offentlighedsreglerne, til oppositionen i Folketinget. Vi foretager i dagens avis - med støtte fra flere udenrigspolitiske eksperter - en gennemgang af den aktindsigt, vi har fået. Man kan roligt sige, at gennemgangen hviler på et ufuldstændigt grundlag, i og med at 2.000 dokumenter er tilbageholdt. At de alle sammen - inklusive udkast til svar til folketingsmedlemmer og papirer fra store internationale organisationer som FN og OSCE - skulle rumme oplysninger, der ville skade landets sikkerhed, hvis de blev offentligt tilgængelige, forekommer mildt sagt utroværdigt. Til gengæld understøtter de klart oppositionens tese om, at regeringens handlemåde i de fire måneder, der gik, før sagen kom helt ud af kontrol, ikke tåler dagens lys. Det ironiske er, at regeringens hemmelighedskræmmeri er det stærkest tænkelige argument for, at der må og skal komme en undersøgelse. Ikke bare fordi de 2.000 tilbageholdelser oser af dårlig samvittighed. Men fordi, hvis dokumenterne virkelig fortjener fortrolighed, er den eneste måde at kontrollere regeringsudøvelsen på netop at foranstalte den formaliserede og uafhængige undersøgelse, hvor alle de hensyn, som vi i medierne ikke kan tage, vil kunne tilgodeses.