Oppositionen i Nepal festede i går, efter at kong Gyanendra havde opgivet det enevælde, som han indførte for fjorten måneder siden. Kongen har bedt oppositionen udnævne en regeringsleder og har bebudet parlamentet genindkaldt efter de største demonstrationer i over 15 år. Dengang blev den daværende konge Birendra tvunget af gadens parlament til at tillade landets første demokratiske valg. Denne gang har det taget karakter af en god gammeldags revolution. Det tydeligste tegn på det er overvindelsen af den angst, der har fastholdt nepaleserne i undertrykkelse. Titusinder har trodset udgangs- og demonstrationsforbud og kongens ordre til at skyde på alle, der ikke overholdt det. På trods af politiets nedskydning af mindst 14 demonstranter var der nok nepalesere på gaden til at trænge kongen på tilbagetog. Da det udviklede sig til et oprør imod kongedømmet og for et verdsligt demokrati, gav han sig for at redde sin trone. Den farverige skare af oprørere i Nepal er ikke en velkoordineret farverevolution med international støtte som i Georgien og Ukraine. Det har heller ikke noget med religion at gøre i det hinduistiske kongedømme. Det er den foreløbige kulmination på årtiers økonomisk og social undertrykkelse. Ifølge FN har halvdelen af befolkningen ingen elektricitet eller rindende vand, og sundheds- og uddannelsessystemet er i ruiner. Det over 200 år gamle nepalesiske monarki har holdt landet i et jerngreb som regel i alliance med stormagter, Storbritannien, USA og i de seneste år Indien. Det er næppe slut nu. De maoistiske oprørere, der har skabt ti års borgerkrig, afviser kongens indrømmelser som »et nyt komplot for at redde hans autokratiske monarki«. Maoisternes medansvar for Nepals elendigheder ufortalt, så har de sikkert ret i det. Oppositionspartierne har vist evne til at skabe fred med maoisterne. Måske kan det lykkes igen. Men det vil næppe lykkes at holde kongen uden for den politiske magt. Og hans store økonomiske interesser i virksomheder er i sig selv en garanti for korruptionens overlevelse, hvis han overlever politisk. Danmark har prioriteret Nepal højt som støtteland, men har sat en række projekter i bero på grund af de langvarige uroligheder. Danmark satser primært på støtte til uddannelse og demokrati, men har hidtil ikke fået demokrati for pengene. Alt tyder på, at kongedømmet forbliver en stopklods for demokrati, som Danmark og det øvrige internationale samfund bør hjælpe nepaleserne af med.