GROUCHO MARX erklærede for mange år siden, at sex var kommet for at blive. Og for at parafrasere den gamle komiker tyder meget på, at det også er tilfældet med religion. Det er kommet bag på mange, særligt i Europa, hvor den intellektuelle elite siden oplysningstiden har ment, at Gud var døende, og den slags overtro ville blive afløst af et oplyst, rationelt baseret samfund, i takt med at befolkningen blev bedre uddannet. Men den teori har vist sig ikke at holde stik. Verden bliver nemlig både bedre og bedre uddannet og mere og mere religiøs. Selv i Danmark, der nok er et af verdens mindst religiøse samfund, er interessen for det religiøse i vækst. Nye trossamfund skyder op overalt, og selv blandt almindelige danskere vidner såvel 'Da Vinci Mysteriet's massive succes og fascinationen af det nyligt genfundne Judasevangelium om en betydelig interesse for den kristne tradition. AT DANSKERNE interesserer sig for mere end boligen, friværdien, lørdagskyllingen og den næste charterferie er på mange måder et mentalt sundhedstegn. At mange mennesker søger en mening og en åndelig dimension i tilværelsen som reaktion på et i sagens natur åndløst samfund kan ikke undre. Samfundet er som politisk og praktisk fællesskab nødvendigvis åndløst, fordi det bygger på rationelle og materielle værdier, der tillader mennesker med forskellig tro og holdning at samarbejde. Det betyder ikke, at samfundet ikke har fælles værdier som frihed, lighed og demokrati, men det betyder, at disse fælles værdier ikke omfatter troen på Gud eller Allah eller Himmel og Helvede. De fælles, universelle værdier, der kommer til udtryk i menneskerettighederne, udtømmer i det hele taget ikke livets mening for den enkelte. De er, om man vil, samarbejdsværdier - ikke eksistensværdier. STÆDIGT AT insistere på et totalt sekulariseret offentligt rum er derfor hverken realistisk eller rimeligt. I et frit og frisindet land som Danmark bør der være plads til, at befolkningen ikke bare er troende, men også offentligt viser sin tro. Til gengæld må kravet til religionerne i et moderne, pluralistisk samfund være, at de religiøse hverken har eller får magt til at ophøje deres tro til noget, der kan påtvinges andre. Netop derfor er den danske sammenkobling mellem stat og kirke problematisk. Statskirken hører ikke hjemme i et pluralistisk samfund med lige ret for alle. At en liberal regering og Folketingets flertal ikke kan se det uholdbare i at favorisere, institutionalisere og indoktrinere en enkelt trosretning er forstemmende.