Stressede, udbrændte og ude af stand til at holde arbejdsliv og privatliv adskilt. Det er det billede, der har tegnet sig af de danske lønmodtagere i den seneste uges artikler her i avisen, der har sat fokus på det moderne arbejdsliv. Skal man tro en ny undersøgelse af danskernes arbejdsvaner, har mange brugt den netop overståede påske, ligesom de bruger andre helligdage, weekender og aftener, til at få ordnet et par arbejdsopgaver og svare på e-mail. Artikelserien har afdækket, hvordan industrisamfundets faste arbejdstider og overarbejdsbetaling for mange lønmodtagere er blevet afløst af fleksible arbejdstider. For den ansatte betyder det, at trods en officiel arbejdstid, der aldrig har været lavere, er arbejdet kommet til at fylde mere og mere. Og arbejdet ser ud til at bære lønnen i sig selv. I hvert fald arbejder mange danskere mange flere timer, end de er forpligtet til, uden at kræve noget til gengæld. I stedet håber de, at deres flid belønnes med mere i løn, forfremmelse, karriere - og vigtigst af alt: status. viser, at størstedelen af de medarbejdere, der har fleksible arbejdsforhold, trives med friheden til at sammensætte deres eget miks af arbejde og fritid, viser tallene samtidig, at det moderne arbejdsliv har store menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer, at 10-12 procent af arbejdsstyrken har kronisk stress. Tallene bekræfter, at det er børnefamilierne og især kvinderne, der er mest udsatte. SÅLEDES rigeligt med problemer og dilemmaer for regeringens Familie- og Arbejdslivskommission at tage fat på. Et af dem er åbenlyst det psykiske arbejdsmiljø. Derfor må det være danskernes store, uopfyldte ønske om at få hjælp til alt det arbejde, der udføres i hjemmet, fra opvask til ble- og bilvask, som kommissionen bør ofre sin umiddelbare opmærksomhed. Det kræver, at beskatningen af arbejde kommer ned. Det vigtigste er imidlertid, at vi danske arbejdsbier, der ser os selv som civilisationens fortravlede fortrop, begynder at indse, at vi trods afskeden med det traditionelle industrisamfund og dets fysisk opslidende arbejde endnu ikke har opfundet den velfærdsmodel, vi ellers gerne vigter os af internationalt. Som den amerikanske 1800-talsforfatter Henry David Thoreau sagde: »Det er hårdt at have en opsynsmand fra Sydstaterne; det er værre at have en fra nord; men værst af alt er det at være sin egen slavefoged«. Individualismen giver den enkelte friheden til selv at drive på med pisken over egen nakke. Men var det flagellanter med fyldte kalendere, vi ville være? Det spørgsmål kan vi næppe forvente, at kommissionen besvarer for os.