FRA EN førsteplads til en femteplads på fem år. I en tid hvor vi har diskuteret fremtidens velfærdssamfund, og vi har glædet os over Danmarks førsteplads i internationale statistikker over verdens bedste erhvervsklima og statsgældens afvikling, og regeringen har sat sig det mål, at Danmark skal være 'verdens bedste' for at kunne begå sig i globaliseringens tidsalder, er det gået anderledes upåagtet hen, at Danmark nu ifølge OECD's årlige rapport er overhalet af Sverige, Norge, Holland og Luxembourg, når det gælder udviklingsbistand til den fattige verden. Mens de fire lande, der ligger højere end Danmark, har en målsætning om at bruge 1 procent af bruttonationalindkomsten til udviklingsbistand, har den danske regering en erklæret modsætning om at lade udviklingsbistanden udgøre gradvis mindre af den stigende danske bruttonationalindkomst. Det er derfor ikke så mærkeligt, at nyhedsredaktionerne ikke kunne få øje på 'nyheden' i OECD's rapport. I kontraktpolitikkens ånd har derouten været annonceret i god tid i forvejen, så alle har haft tid til at vænne sig til den. FOR FEM år siden var Danmark med sin ene procent i udviklingsbistand 'verdens bedste'. Det gav ikke bare Danmark en mulighed for at støtte menneskers overlevelse og hele samfunds udvikling i den fattigste del af verden, men placerede Danmark i en international førerposition, som ikke blot den danske udviklingspolitik, men også den danske udenrigspolitik levede højt på. Hvis man tror, at for eksempel Danmarks aktuelle plads i FN's Sikkerhedsråd er erhvervet som følge af dansk udenrigspolitik, tager man grundigt fejl. Udviklingspolitikken har, ud over sin primære målsætning om at bekæmpe fattigdom, været rigtig god reklame for Danmark i den store verden. Faktisk har den været reklame med indhold; i modsætning til statsministerens bebudede globale pr-kampagne, som skal rette op på Muhammedskaderne og i skønskrift fortælle det store udland, at Danmark skam er et tolerant og åbent land. Hvis ambitionerne var større end at sælge Danmark under falsk varebetegnelse og at rette op på eget imagetab, ville statsministeren have brugt Muhammedkrisen til at indtænke udviklingspolitikken i velfærds- og globaliseringsdiskussionen, hvor den sigende nok har været totalt fraværende. En genindførelse af tidligere tiders ene procent i udviklingsbistand ville gøre gavn i den fattige verden og ville samtidig bidrage til at genvinde noget af den tabte troværdighed. Netop fordi udviklingsbistanden tjener et selvstændigt fattigdomsbekæmpende formål og ikke blot er et middel til at polere et plettet image.