DET HAR været en fornøjelse gennem den sidste uge eller to at se Berlingske Tidende træde i karakter som uafhængig, borgerlig avis. Avisen er med stadig større tyngde begyndt at sætte spørgsmålstegn ved statsminister Anders Fogh Rasmussens kurs i al almindelighed og regeringspartiernes tætte alliance med Dansk Folkeparti i særdeleshed. Baggrunden er naturligvis, at både erhvervsledere og en række politikere i regeringspartierne - i første række dem, der via deres medlemskab af Europaparlamentet har en bred, international kontaktflade - er begyndt at tale højt om hovedproblemet i dansk politik. Berlingske Tidendes tophistorie i går slog hovedet på sømmet: Avisen bringer en Gallup-undersøgelse, der viser, at et flertal af befolkningen anser regeringens tætte samarbejde med Dansk Folkeparti for at være en belastning for Danmarks omdømme. Og i det konservative regeringsparti er det flertal endnu større end i befolkningen som helhed. FRA KRITIK og mere eller mindre højlydte frustrationer i baglandet og til en egentlig trussel mod VKO-samarbejdet er der imidlertid langt. Realiteten på Christiansborg har længe været, at magten ligger solidt hos makkerparret Anders Fogh Rasmussen-Pia Kjærsgaard. Alle ved, at når det kommer til stykket, har Dansk Folkepartis ledende trojka mere indflydelse på regeringens kurs end alle de konservative ministre tilsammen. Både aviser, kulturliv, erhvervsliv, opposition, store dele af det borgerlige bagland, vores venner rundt omkring i verden, ja, sågar et flertal af befolkningen kan sukke efter et brud med Dansk Folkeparti. Så længe Anders Fogh ikke kan se, hvad så mange andre kan, er situationen låst. Et efterhånden velkendt vilkår for vores lille land. DER ER imidlertid én mand, der ligger inde med nøglen til den låste situation. En mand, som, hvis han turde træde i karakter, kunne få brudt med Dansk Folkeparti, partiet, der ikke bare er en alvorlig belastning for dansk udenrigspolitik og dansk integrationspolitik, men som også er den egentlige hindring for fremadrettede velfærdsreformer. Manden er naturligvis Bendt Bendtsen, vicestatsminister, erhvervsminister og leder af Det Konservative Folkeparti. Uden de konservative har Venstre og Dansk Folkeparti ikke flertal. Det betyder naturligvis ikke, at Bendt Bendtsen skal vælte en borgerlig regering eller skifte politisk side. Men hvis han turde bruge den kendsgerning, at også hans mandater er uundværlige, har han styrken til at insistere på, at regeringen vælger at gøre som stort set alle tidligere regeringer i danmarkshistorien og samarbejder ind over midten. Socialdemokraterne beskrev i en Kronik her i avisen i går de krav til en velfærds- og efterlønsreform, de stiller med. De er realistiske grænsende til det beskedne, og de er set med konservative øjne en anelse mindre uambitiøse, end hvad regeringen kan forvente, at Dansk Folkeparti vil kunne tilslutte sig. Mere generelt er der ingen tvivl om, at Socialdemokraterne vil gøre meget for igen at få indflydelse. At blive tredje ben i et fast samarbejde med V og K ville være en stor succes for Helle Thorning-Schmidts hidtil næsten frugtesløse forsøg på at indgå forlig og vinde troværdighed. HIDTIL HAR Bendt Bendtsen loyalt tilsluttet sig Anders Foghs strategi, der går ud på, at både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti skal stå bag velfærdsreformen, der bliver mindste fællesnævner. Men Bendt Bendtsen burde kunne få øje på, hvad konsekvensen er, hvis denne strategi lykkes: Den betyder jo helt åbenbart, at de to reformorienterede partiet i Folketinget - de konservative og de radikale - bliver marginaliseret og afskåret fra egentlig indflydelse. Det ene i regeringen, det andet i oppositionen. Hvis Bendt Bendtsen gennemtvang et brud med Dansk Folkeparti, ville han ikke bare have opbakning fra sin hovedbestyrelse, sit partis mest indlysende talenter - Gitte Seeberg, Connie Hedegaard - dansk erhvervsliv og en stadig mere kritisk offentlighed. Han ville også gøde jorden for den dag, hvor en VKR-regering for alvor ville kunne føre en politik, der ville placere de konservative centralt i dansk politik. For selv efter et valg vil det kun ske, hvis også Venstre lærer at afgrænse sig i forhold til Dansk Folkeparti. Og det forudsætter en periode med andre samarbejdspartnere. MAN KAN endelig spørge, hvad der på længere sigt vil ske i dansk politik, hvis Bendt Bendtsen ikke griber sin chance. Forude ligger to for de konservative lige skræmmende alternativer: Et folketingsvalg, hvor Anders Fogh Rasmussens arrogance koster begge regeringspartier magten. Eller, hvis Anders Foghs polariseringsstrategi får yderligere succes, et Danmark, der regeres af kun Venstre og Dansk Folkeparti, og hvor de konservative er helt ude i kulden. De færreste på Christiansborg tror på, at Bendt Bendtsen har det politiske og personlige format til at løfte denne opgave. Han blev i sin tid partiets leder, fordi alle andre var prøvet, og fordi hans venlige væsen -også hans stærkeste aktiv - var balsam for en opslidt folketingsgruppe. Men dengang Poul Schlüter blev leder af de konservative, var der også dem, der betragtede ham som en overfladisk parfumesælger. De tog fejl.