Det undrer de fleste udlændinge, at den danske deltagelse i Irakkrigen diskuteres så forholdsvis lidt herhjemme, som tilfældet er. Blandt de fire store vestlige lande er der som bekendt to, der deltager (USA og Storbritannien), og to, der ikke gør (Frankrig og Tyskland). Men Danmark passer ikke ind i mønsteret: Vi diskuterer ikke bare mindre end de fire andre offentligheder, men også og især dramatisk meget mindre end de to krigsførende lande. En del af forklaringen er Anders Foghs taktiske snilde: I skarp kontrast til Tony Blair lod han indtil allersidste øjeblik udenrigsminister Per Stig Møller give indtryk af, at Danmark »var på FN-sporet« og altså kun ville gå i krig, hvis den afgørende FN-resolution blev vedtaget. Dermed blev diskussionen om krigsgrundlaget begrænset til et par dage. Og da Bagdad var faldet, fik han S og senere R med bag den udsendte 'sikringsstyrke'. Selv ikke denne borgfred, der afsluttes til sommer, er dog nok til at forklare oppositionens og offentlighedens relative apati i forhold til vores deltagelse i et militært eventyr, der bliver stadig mere blodigt, og hvis endelige skæbne tegner stadig mere usikkert. Nedenunder ligger også her det trumfkort, der lammer især Socialdemokraterne på så mange andre områder: udlændingepolitikken. Via temaet terrorisme, og hvem der støtter den, har Anders Fogh Rasmussen skabt en indirekte kobling af hjemlige og udenlandske temaer. Den 'strenge, men nødvendige' udlændingepolitik modsvares af en 'streng, men nødvendig' udenrigspolitik, hvor vi tør tage den hårde tørn med amerikanerne. At den indre sammenhæng mellem Irak, terrorisme og den hjemlige integrationsdebat er en blanding af selvskabte plager, manipulationer, papirtynde sammenhænge og voldsomme overdrivelser, er en anden sag. Det, der binder det hele sammen - og hos Dansk Folkeparti er det eksplicit - er frygten for muslimer. Tankevækkende er det, at trumfkortet slet ikke behøver at blive spillet for at lamme (store dele af) opposition og offentlighed. Vi ser det samme mønster i Muhammedsagen. Statsministeren insisterer på en 'for eller imod ytringsfriheden'-debat, der er åbenlyst absurd. Men underteksten er klar: Hvis I ikke er med mig, er I med muslimerne. Når ambassader og flag er brændt, er det trumfkort ikke sådan at stikke. Især når det slet ikke behøver at blive spillet. Måske skulle oppositionen tænke bare et par træk længere frem og begynde at trække regeringens trumfer. Der er ikke sikkert, at de i længden kan holde til at blive lagt åbent frem.