at publicere pornografisk materiale på de danske skoleelevers foretrukne chatroom, Arto. Men det forhindrer hverken nogle helt unge i at lægge billeder af blottede kønsdele frem eller i at oprette klubber om narkotiske stoffer, hvilket også udtrykkeligt er forbudt. Selv om disse emner er betænkelige, er det ikke de værste eksempler på misbrug af Artos populære offentlige mødesteder i cyberspace, som især er rettet mod skolernes ældste klasser. Langt værre er det, når hjemmesiden bruges til at hænge enkeltpersoner ud - til decideret mobning. Der er retningslinjer på Arto for god opførsel og for, hvad der er tilladt og forbudt, men det er åbenlyst, at administratorerne ikke altid formår at overholde de gode intentioner. Voksne kan også oprette en identitet på siden og blande sig i de unges interne eksperimenter med deres seksualitet. Misbrug er som altid en mulighed. Det er ellers som hovedregel pænt og ordentligt, hvad der foregår på Arto. En halv million danske skoleelever benytter hjemmesiden, hvor man kan deltage i klubber og chatte om uskyldige emner som heste, mobiltelefoner og 'The Simpsons', men der opstår konstant nye klubber og diskussioner, og de er altså ikke altid lige artige. forbudt brugen af Arto efter kedelige episoder, hvor børn og unge først er blevet mobbet på nettet og siden er blevet truet eller banket. Arto bør strenge sig an for at dæmme op for misbrugen, men det er ikke her, ansvaret ligger. Og skolernes forbud mod hjemmesiden er heller ikke vejen frem. Eleverne går bare på nettet hjemmefra, på biblioteket og på netcafeer. Vejen frem er, at forældre først og fremmest tager ansvar for at lære deres børn god takt og tone på nettet i en tidlig alder, ligesom vi forventer, at de i øvrigt lærer deres børn ordentlig social adfærd. Det er jo både forståeligt og uundgåeligt, at børn og unge bliver vrede på hinanden. Men de skal lære, at ytringer i det virtuelle rum ikke kun er en leg på skærmen; det har konsekvenser langt ud i den virkelige verden. Man skal lære at omtale hinanden med lige så stor diplomatisk finfølelse, som hvis man stod lige over for hinanden ansigt til ansigt. Ja, faktisk skal man passe endnu bedre på, for på skærmen kan man ikke aflæse kropssprog og ansigtsudtryk, der er ingen tonefald. Man ved simpelthen ikke, hvilken følelsesmæssig intention det skrevne er udtrykt i, og mulighederne for misforståelser er faktisk større på skrift end i den direkte samtale.