Flere medlemmer af Demokratiske Muslimer har oplevet voldsom uvilje fra andre muslimer, fordi de har tilsluttet sig Naser Khaders nye forening. Enkelte af dem har endda modtaget dødstrusler. Det er en meget ubehagelig udvikling, der må give anledning til skarp fordømmelse af de ansvarlige og praktisk solidaritet med de truede. Desværre er trusler ikke længere noget sjældent fænomen i den danske debat, hverken i muslimske eller i ikkemuslimske kredse. Vi kunne i mandags fortælle, hvordan Århus Politi betragter højreekstremistisk og racistisk vold som sin største udfordring, hvad voldskriminalitet angår. De meget ubehagelige overfald og tilfælde af grov chikane, der rammer mennesker, blot fordi de har en mørkere hudfarve, er en skamplet på vores samfund, der hidtil ikke har haft den store medieopmærksomhed. Polariseringen er en kendsgerning. Der er dog stadig grund til at notere sig, hvad der ikke er gået galt. Selv da Muhammedstormen var på sit højeste, oplevede Danmark ikke nævneværdige konfrontationer eller voldsepisoder. PET har i den forbindelse fremhævet de ellers så forkætrede imamers konstruktive indsats og ansvarlighed. De opfordrede ikke til vold - tværtimod. Og Dansk Folkeparti, der ellers har et stort ansvar for den generelle polarisering herhjemme, er et helt igennem demokratisk parti. Det flirter hverken med fascistiske temaer, voldsromantik eller antiparlamentarisme, sådan som en række andre fremmedfjendske partier rundt omkring i Europa gør det. Det har partiet grund til at være stolt af. Selv om det samtidig er med til at forklare den triste kendsgerning, at partiet og dets vælgere har fået en større indflydelse end tilsvarende partier i resten af Europa. Men når det gælder polariseringen, og hvordan den bekæmpes, er det alle os andre - ikke imamerne og ikke Dansk Folkeparti - der står med hovedansvaret. Vi skal ikke tro, at de trods alt få ekstremister, der findes både blandt muslimer og på den yderste højrefløj, automatisk ville lade sig formilde af en mindre hadefuld offentlig debat, hvor muslimer ikke så ofte og så voldsomt blev lagt kollektivt for had og identificeret med terrorisme. Sådanne ekstremister er desværre typisk så forblændede af deres hadefulde ideologi, at en mere forsonlig sprogbrug i det offentlige rum ikke ville bremse dem. Men den måde, vi håndterer integrationen på, og den måde, hvorpå vi diskuterer, hvordan et demokratisk samfund med øget mangfoldighed skal fungere, har alligevel betydning for ekstremismen. Den påvirker rekrutteringen i rabiate smågrupper, og den har stor betydning for, om vi på længere sigt gør problemerne værre - eller tværtimod får dem under kontrol. Desværre er heller ikke alle de aktører, der er langt fra ekstremisme og had, lige gode til at håndtere udfordringen. Det gælder også i det aktuelle tilfælde. Det er naturligvis udtryk for en helt igennem uantagelig og primitiv tankegang, når medlemmer af Khaders Demokratiske Muslimer trues, hvad enten det er med en slags eksklusion i muslimske miljøer, med chikane eller ligefrem med vold og dødstrusler. Men netop fordi Naser Khader selv er så populær, moderat og midtsøgende en skikkelse i det danske samfund, er det ærgerligt, at hans signal til danske muslimer er, at deres religiøsitet er tæt på at være uforenelig med en vellykket integration i det danske samfund. Integration var jo en smal sag, hvis der ingen forskelle fandtes mellem mennesker, religioner og kulturer. Det svære er at acceptere reelle forskelligheder og få opbakning til den fælles demokratiske ramme fra grupper, værdier og traditioner, der faktisk ikke er identiske. Opinionsundersøgelser blandt danske muslimer tegner et billede af et mindretal, der støtter Abu Laban, der blander religiøsitet og politik. Og et andet og ikke meget større mindretal, der kan tilslutte sig Naser Khaders krav om en utvetydig sekularisme. Rigtig mange danske muslimer kan hverken genkende sig selv i den ene eller den anden fløj. Uforsonligheden og følelsen af hjemløshed blandt muslimer afspejler desværre uforsonligheden og rådvildheden i det større samfund. Et mindretal er overbevist om, at vi befinder os i en skæbnekamp mod løssluppen indvandring og totalitær islam. At denne paranoide fløj skader Danmark, er Muhammedsagen begyndt at gøre tydeligt for mange. En anden fløj har længe ment, at hovedansvaret for fejlslagen integration og den faldende tolerance og åbenhed i sagens natur må være det store flertals. Det, det gælder om, er, at flertallet besinder sig på, hvor langt ud vi er kommet i polarisering og forråelse af den helt nødvendige offentlige samtale om integration og sammenhængskraft. Fanatikerne iblandt os skulle meget gerne forblive få og isolerede. Det kræver, at vi alle sammen tager ansvar for, at alle - undtagen de få, der selv sætter sig uden for fællesskabet med uacceptable handlinger - føler sig som en del af et dansk samfund med ligeværdighed og lige rettigheder, uanset religion og baggrund. Først da hviler vores fællesskab på et solidt grundlag. Der er meget at tage fat på.