PISK VIRKER, og mere pisk virker endnu bedre. Det synes at være logikken bag beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens seneste udmelding om, at der skal skæres i de 25-29-åriges kontanthjælp. Ministeren argumenterer med, at fremgangsmåden har fået ledigheden ned blandt de 16-24-årige, så hvorfor ikke også lægge pres på den gruppe, som er lidt ældre? Hvorfor skulle det ikke virke på dem? Det er der flere grunde til.FØRST SKAL det slås fast, at det ikke er videnskabeligt bevist, at pisken, der indpakket i politikerretorik blev kaldt 'Ungepakken', har ført til den lave ledighed. Tallene viser en faldende ledighed. Men man kan nemlig ikke ud fra tallene se, om de unge er startet på en uddannelse, har fået job, eller om de stadig frister en tilværelse mellem mere eller mindre udsigtsløse aktiveringsprojekter. Hvis det sidste er tilfældet, er der ikke så meget at råbe hurra for. Men selv hvis ministeren og økonomer har ret i, at Ungepakken har virket efter hensigten, og sving med den økonomiske pisk har tvunget unge i retning af uddannelse eller arbejde, er det langtfra sikkert, at samme metode vil virke på gruppen af unge over 24. Vi har ikke for vane at rose Dansk Folkeparti på denne plads, men den arbejdsmarkedspolitiske ordfører fra dette parti udtalte i gårsdagens avis det bedste argument mod Frederiksens piskemani: Unge over 24 er jo typisk kommet i en alder, hvor man stifter familie. Derfor vil en nedskæring i kontanthjælpen ramme hele familien. Til DF'erens besindige ord kan tilføjes: Hjælper det på fars og mors motivation til at søge uddannelse, at familien skal leve af pastaskruer fra Netto? Det gør det næppe. DET DANSKE velfærdssamfund taber hver femte unge i uddannelseskapløbets første sving. Det problem kunne og burde mødes med større opfindsomhed end endnu et svirp med pisken. Det kræver en anderledes massiv indsats, som rækker langt ud over beskæftigelsesministerens ressort. Uddannelsespolitik og socialpolitik er oplagte steder at sætte ind, hvis intentionen er at gøre noget ved problemet. Her bør regeringen i sine bestræbelser for en gangs skyld udskifte pisken med gulerod. Indtil vi ser eksempler på et reelt ønske om at gøre noget ved problemerne, må beskæftigelsesministerens forslag afvises: Folk, der allerede ligger ned, kan ikke sparkes i gang. De har brug for en hjælpende hånd til at komme på benene.