UDENRIGSMINISTERIET dementerede i går forlydender om, at dansk diplomati godt kunne se, at det ville have været fornuftigt at tage et møde med de 11 repræsentanter for en halv milliard muslimer, der i oktober udtrykte bekymring for den muslim-fjendske stemning i det danske samfund. Udenrigsministeren selv kunne dog ikke lige huske »den mellemregning«, da han fik forelagt påstanden om, at hans ministerium faktisk optrådte, som man ville forvente af en professionel udenrigstjeneste. For det er jo sagen. Hvis den danske regering dengang havde optrådt professionelt, så er der en stor chance for, at vi havde undgået hele den sørgelige profetsag. Man forstår godt, at oppositionen nu vil helt til bunds i det forløb. Og hvis Udenrigsministeriet faktisk havde lugtet lunten, vil det kræve heroisk selvdisciplin af tjenesten, hvis den af hensyn til statsministeren skal blive ved med at benægte det. MEN SKET er sket, og bagklogskab redder ikke Danmark ud af den skudlinje, som vi desværre stadig befinder os i. Når det gælder ambassadeafbrændinger og trusler om vold, har vi heldigvis og naturligvis stærke allierede. Men når det gælder den forbrugerboykot, de krænkede følelser og den massive fordømmelse, der fortsat rammer os i hele den islamiske verden, står vi i realiteten alene. Det er i hvert fald meldingen fra EU's høje repræsentant, Javier Solana, der har været på rundrejse og forsøgt at rage kastanjerne ud af ilden for Danmark. Facit er desværre negativt. Både de politiske og de religiøse ledere i den muslimske verden fastholder, at de vil have en undskyldning fra den danske regering. Det kan EU ikke løse for os. At give Tyrkiet chancen, sådan som det nu antydes i Bruxelles, er en oplagt forpremiere på den rolle som brobygger mellem den muslimske og den europæiske verden, som landet kan få, hvis vi slipper det ind i EU. Men selv Tyrkiet kan ikke trylle, hvis Danmark selv er ubøjeligt. Og dermed er vi tilbage ved udgangspunktet. Hvorfor kan den danske regering ikke undskylde, når både den norske og den franske regering har gjort det til for eksempel stormuftien i Kairos fulde tilfredshed? På det spørgsmål findes der så vidt vides ikke noget fornuftigt udenrigspolitisk svar. Ud over almindelig stædighed er det kun indenrigspolitiske hensyn, der kan forklare, at dansk diplomati lige nu ingenting har at arbejde med. Det var indenrigspolitik, der fik statsministeren til at afvise ambassadørerne. Det er indenrigspolitik, der den dag i dag lammer regeringen. Regeringen sidder i den fælde, den selv har bygget. Og fælden har et navn: Dansk Folkeparti.